fra morgenstunden:

Troede næsten det var løgn, at der lige uden for ens vinduer, gik 2 utroligt smukke påfugle rundt og bare nød friheden.

Tænkte de nok var sultne, siden de kom så tæt på. Men hvad spiser de? Det eneste, som var tæt nok på, var müsli, og det blev smidt rundhåndet ud til dem. Men det passede dem ikke.

Efter ca. 20 min. gik de deres vej.

“ÅRETS SJOVESTE KRIMI”. Hylende sjov krimi med kronprinsen i en af hovedrollerne. En underholdende blanding af Olsen Banden, Dan Turèll, Cirkusrevyen og en moderne krimi. Først finder politiet liget af kronprinsens livrist i kælderen under Christian VIIs palæ på Amalienborg, så dukker endnu et lig op, og handlingen tager en hæsblæsende start. Tempoet forbliver højt frem til bogens overraskende slutning. Forfatteren Kristian Bo Eriksen er manden bag bøgerne: 10 år med Mary samt den helt aktuelle bog om dronningens 40 år på tronen.”

Således bliver bogen beskrevet stort set ALLE steder. Den er rædselsfuld og uden humor overhovedet. Eller er det fordi jeg er roylist til fingerspidserne?

Er da bare så ked af, at have betalt fuld pris for sådan en gang makværk – bogen går hurtigt videre – til en som forhåbentlig har mere humor end mig.

at gense Venedig igen. Den by kan man aldrig få nok af. Så spækket med indtryk og skønne farver. Denne gang skulle vi bo i et kvarter, som var beskrevet som “turistfri”, og det holdt stik. Der var fantastisk stille og man kunne have kanaler, pladser, restauranter og hotellet for sig selv. Og dette ikke pga. tidspunktet på året. Vi rejser stort set altid i april, og gerne oktober med, og har været superheldige mht. vejret, hver eneste gang. Dog ikke denne gang – én gang skal jo være den første – det var iskoldt og regnede en stor del af perioden. Men pyt, vi var i vores elskede Italien og så er alt skønt.

Vi drog af sted fra Venedig 1 dag før planlagt. Vi fik nemlig ved ankomst til hotellet, den besked, at vi den sidste overnatning, ville blive flyttet til et meget mindre værelse, da “vores” værelse skulle bruges til en større familie. Hmmmmmmm. Havde booket det meget lille guest house Piccolo Vecellio, med kun 3 værelser, 7 mdr. forinden, så synes egentlig, at det var en lidt underlig modtagelse. Men pyt, vi sagde farvel en overnatning før, lejede en bil og drog mod Toscana. Lod TomTom (Gurli) bestemme, hvornår der var et godt hotel, som lå på ruten til Firenze, og det gjorde hun dælme godt.

Lidt syd for Bolonga, blev vi vist væk fra motorvejen og op i bjergene. “Dit mål er nået og ligger på venstre side”. Her lå hotellet “Albergo Bellavista” i byen Baragazza, og der var heldigvis et værelse (tror der var mange) ledigt, og vi fik et kæmpeværelse med fantastisk udsigt over bjerge og dale, samt den mest vidunderlige, ærlige italienske mad, så det var en fryd. At det hele kostede ½ pris af en overnatning i Venedig, gjorde jo intet. Forespørgsel til tjeneren, om der var et mål, så vi kunne få brændt lidt kalorier af ovenpå frokosten, som var værd at besøge, sagde han “Bocca di Rio” 1 km. den vej og 2 km. den vej. Vi anede ikke, hvad det var og drog ud på tur.

Vi ankom drivvåde grundet silende regn, til et kloster, så stille og fredfyldt, at det var lige før – også kun lige. Et sted var der åben dør og vi gik ind i en kirke, hvor 2 munke gik og tændte lys. Vi satte os ned og fik varmen og ikke mange minutter efter, startede de to på at messe, og de blev ved og ved og ved. Så er det ikke nemt at liste ud. Ville gerne have videooptaget seancen, men turde ikke, så I kunne have hørt det:

Vi gik alt i alt 6 km. og det var skønt, at komme tilbage til hotellet og atter få maverne fyldt.

Dagen efter drog vi til Firenze. Her havde vi for 3 år siden boet på et 4-stjernet hotel og klaget til diretøren, over at blive generet af et filmholds sendevogne, lige uden for vores vinduer, i det at de kørte med motoren tændt i døgndrift. Der boede et berømt fodboldhold på hotellet, samtidig med os. Men det var nu ikke værst med billarmen, det var mere det, at der blev råbt og løftet truende finger af os, når vi forsøgte, at åbne vores vindue, for at få luft. Husbond skrev 2 sider klage til direktøren, og vi fik en erstatningsovernatning, når vi ville. Ja, det er jo meget nemt for en direktør at give, for hvornår kommer man lige til Firenze en enkelt nat?

Det gjorde vi så, og der ventede os et at hotellets 3 KÆMPE-værelser med altan, kurv med frugt og skiltet: with compliments – fra direktøren. Efter små 15.000 skridt i Firenze, endte vi om aftenen på en af de bedste (gjorde vi også for 3 år siden) – og det er ik løwn – restauranter: il Piacere. Prøv den og du vil ikke fortryde el. blive skuffet. Måske ligger den lidt i den dyre klasse, men superduperkvalitet. Vi nåede også at spiste frokost i vores yndlingsby: Fiesole. Den er altså et besøg værd. Alt dette bare til inspiration.

Dagen efter kørte vi retur til Bolonga. SAS fløj til tiden og bragte os sikkert hjem.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra turen og til evt. inspiration: http://www.flickr.com/photos/sisterbonde/sets/72157629819254279/

Far for 26 år siden:

Søn for 14 dage siden:

er begyndt med at læsning af denne bog.

Den tegner udemærket, og når nu det er kvindernes internationale kampdag, og hvis du har lyst til en lille dans, så gør det til denne melodi: http://youtu.be/_Pu0Fn1oRN4

at opleve ens datter blive akut opereret, og derefter indlagt på en afdeling på et hospital, og man selv arbejder på samme slags afdeling på et andet hospital.

Når det så ikke lige var det, som lægerne have håbet på at finde, svarende til det smertehelvede barnet befandt sig i, så må man videre med div. undersøgelser, som evt. kan udmunde i en diagnose, som jeg skriver om til dagligt. Godt nok er det når sygdommen er “in worst case”, men alligevel med ordet kronisk involveret.

Hvorfor er det så lige, at man ikke bare kan slappe af, og vente på, at én eller anden sygdom/diagnose, bliver bekræftet eller afkræftet, når undersøgelserne (efter flere uger) er afsluttet. Hvorfor ser man det sorteste af det sorte og ikke et håb i stedet. Hvorfor?

Fotograf: Jens

Tror man kan kalde det: arbejdsskadet.

og så ser vi fremad – bagefter.

Mor fik konstateret bryst- og lymfekræft i marts og blev opereret. Lykkeligvis en brystbevarende operation, med efterfølgende strålebehandlinger. Et halvt år efter til kontrol – ingenting. Lykke er.

Far blev en fredag i april indlagt, fik konstateret lymfekræft, overført til andet hospital samme fredag. Søndag dør han.

Brors “kone” får konstateret brystkræft – også april – bliver opereret og får fjernet sit bryst med efterfølgende hårde kemobehandlinger.

En onkel dør i september af kræft. Kort tid efter får hans søn (min fætter) konstateret en hjernetumor.

En af vores bedste venner får konstateret levertumor og bliver opereret i december.

Niece får her i januar fjernet knude i bryst – intet malignt – men hvis nu, og når ens mor.

AAAAARRRRGGGGGGHHHHHHHH og så skriger jeg skål og ønsker tillykke med livet til mor og ALLE, som lever med og i kræftens vold.

kommer ind som en Skoda, kan man ikke forvente at køre herfra som en Mercedes”

Dette blev sagt af en overlæge på min nye arbejdsplads og jeg var solgt på stedet. Bedre og mere sandt kan det ikke siges.

Efter et par dage, måtte jeg lige høre overlægen, om de vise ord, var hans egen opfindelse. Aldrig har jeg set en mand rødme så meget og genert indrømme, at det var det vist.

Tilstod overfor ham, at citatet var skrevet på min facebook væg med efterfølgende mange: Synes godt om.

Så kan vi lære det – ka vi.

du er kommet godt ind i det nye år.

Her er der kun ét nytårsforsæt og det er: Ikke at have noget nytårsforsæt.

Det nye år starter godt på det arbejdsmæssige plan. Fik endnu engang forlænget vikariatet, som ellers skulle være stoppet den 15. december, frem til den 15. januar. Herefter i gang med et nyt vikariat, et nyt sted, som foreløbig har udløbsdatoen den 1. februar 2013. Så på det ansøgningsmæssige plan, kan der slappes af. Tiltrængt.

Nyder dog fortsat at springe fra det ene vikariat til det andet. Siden jeg blev uddannet som lægesekretær i april 2010, har jeg haft 5 vikariater, og alle har været en nydelse og en skøn læreproces, både på det arbejdsmæssige plan, men så sandelig også det, at møde en masse pragtfulde mennesker.

Sådan ser vi ud pt. Fortsat stor kærlighed, flere kilo og rynker, men så er det skønt at være blind lige på det område, trods bling-bling briller.

Fotograf: datteren

ønske alle trofaste og dem, som jeg ikke kender,

en rigtig

glædelig jul,

et bragende,

godt og

lykkebringende

NYT år.

Julen holdes hjemme og vi bliver beriget med vores børn og min mors besøg. Ingen har hastværk, så de bliver heldigvis og overnatter, så der kan hygges totalt igennem – i flere dage.

Sender en hilsen til jer, som ikke har nogen at fejre jul el. nytår sammen med. Håber og ønsker for jer, at I får nogle hyggelige timer.

Der er gået 16 måneder siden bloggen “lukkede”. Det har har været svært at holde sig totalt væk, men det viser jo bare, hvilken skøn, givende verden og folket bag, bloggeriet er.

er på plads, og det er små 14 dage FØR vi plejer. Når der holdes jul her, bruger jeg altid ca. 2-3 timer på at pynte træet, og det er en nydelse. Derfor ærger det mig, hver gang, at juletræet ryger ud 1.ste Nytårsdag, som det altid har gjort. Alt for kort tid til at beskue. Meget af pynten er tilbage fra vores allerførste jul, som en lille ny familie, og sidenhen er der kommet meget til fra besøgte steder i verden.

Derfor er der i år lavet om på traditionen. Træet står nu og stråler med al sin glans, og det er en fryd. Julekortene er sendt, gaverne er pakket ind, næsten alt er købt til juleaften, inkl. 1.ste juledag. Der er nemlig dømt overnattende gæster og vi glæder os helt vildt.

Nogen bliver dårlige over, at jeg (næsten) altid er i god tid med alt op til jul. Men i bund og grund, har det nok noget at gøre med lyst, overskud og go gammeldaws planlægning, tror jeg.

Ønsker alle jer trofaste en Glædelig jul og et bragende lykkeligt NYT år.

så må der åbnes

for 1.ste, eneste og sidste gang. I år skulle det være, og det under meget stort pres. Vi har aldrig brugt penge på 24 gaver til hvert af vores børn – aldrig. Det er blevet til adventsgaver og måske en juleskrabekalender. Har ikke fundet det sjovt, med disse gaver, som oftest bliver indkøbt i sidste øjeblik og med stor ligegyldighed, i hvertfald for mit vedkommende.

Nu får vi så se, om det er blevet bedre med årene. Datteren pressede hårdt på, og måtte bare eje den store pakkekalender fra Matas. Da vi stod i butikken, synes manden min, at jeg også skulle have en pose:

Og når nu jeg og ungerne fik, så skulle manden da også have:

25 stk. skrab – som han elsker overalt på jorden. Der var ikke gevinst på 1.ste skab. Spændende om regnskabet går op.

Det 1.ste jeg tænkte på kl. 05:15, var jubbiiiiiiiii, der må åbnes. Så først at der var en sms fra datteren, som bare glædede sig så meget til at åbne, og efter åbningen skrev: det bliver den bedste december – ever.

Sønnen, som fik en pose fyldt med julepakker fra delikatessebutik, har været så glad for indholdet i dagens pakke, at jeg har mistanke om, han overhovedet kan overholde 24-timers venten.

Jamen altså – nu er det snart jul, og glæden er, at glæde andre.

Det er IK godt.

Endelig efter 8 hverdages venten, skulle der sættes et dyrt PILGRIM-stel med bling-bling på næseryggen.

Det er IK godt.

Det var ikke “bossen”, som havde målt, vejet og bestilt de kommende hinkesten, som er dømt til at bryde mit fjæs, der var tilstede i butikken, men en nervøs ældre afløser, som i den grad ikke var klar til at kapere en kunde af min kaliber kl. 5 min. i lukketid.

Det er IK godt.

Grunden til forsøget med briller, er at der pt. er dømt alt for meget hovedpine. Måske er grunden ALT for meget pc-arbejde. Derfor skulle der i brillerne, være den evne, at jeg kunne arbejde, arbejde, arbejde – med briller på, uden at tage briller af og på, som nu, og passer til det jeg laver.

Det er IK godt.

Det sejler og er der nogen, som ikke kan tåle søgang, så er det mig. Kan godt se langt med stellet på næsen, men ikke pc-skærm og læse bog, trods det, at der skulle være x 3 styrker med bredt læsefelt. Mon ik det er en ommer?

Men stellet med bling-bling er da meget pænt, synes jeg. I får billedet i den lidt uskarpe version – ret skal være ret.

mange, mange, mange briller, ligger og flyder overalt i hus, bil, lommer, tasker – og så var det bare ikke nok. Har jo haft en voldsom omgang hovedpine, efterfulgt af et flimmerskotom. Dette aldrig oplevet før og ganske ubehageligt, da man med det samme, tror man har en hjerneblødning – mindst. Har dannet gruppen: flimmerskotomerne på facebook, hvis du har efaringer med dette fænomen og lyst at dele.

Tænkte at det måske var Nettos de bedste billige briller, som har fungeret i over 10 år med stigende styrke, som trængte til at komme på pension, og måske kunne være årsagen til den totalt invaliderende hovedpine. På arbejdet fik jeg diagnosen: “Du laver alt for meget, holder for lidt pauser, så måske det er stress”. Hmmmmmmm.

Derfor blev Synoptik besøgt og dermed blev opsparingen formindsket med kr. 8.547.

Nu er det bare, at vente på stellet kommer på næsen, og håbe på at det er løsningen. Det skal sidde på næsen fra morgen til aften, og nu med 3 forskellige styrker i glassene. Heldigvis var både mand og datter med til udvælgelse af stel, så det blev firkantet, lilla og med bling, bling.

det når man som mor har forsøgt at opdrage/lære sine børn at:

udskifte karkluden hver dag, holde toilettet rent, børste tænder x 2 dagligt – mindst – samt besøge tandlægen jævnligt, sige tak, være mod andre som man ønsker andre skal være mod en selv, godt at have en uddannelse at falde tilbage på, spise sund og nærende mad, møde til tiden (ikke komme for sent), tatoveringer ødelægger huden, rygning er ikke godt for nogen/noget, ikke stifte gæld – betal til tiden, huske mærkedage, at . . . . . . . . . . . . ?