at min blog er blevet udnævnt som sidste uges højdespringer.

Det er ikke en særlig passende titel eller noget, som jeg bryder mig særligt meget om, for jeg lider i den grad af højdeskræk.

Bare jeg ser nogen i fjernsynet, som står og kikker ud over en skrænt, eller er oppe i et højhus, så sitrer benene helt vildt. Man går glip af en del oplevelser på den bekostning, men har hørt der skulle være koldt på toppen.

Kravler stille og roligt ned igen, og håber inderligt, at en anden overtager pladsen i næste uge. Men tusind tak skal I alle have for den høje oplevelse

budt på et maleri og som om at der er vægplads nok – nix – må vist snart se os om efter et større hus. Men vi er så glade for Kristian Begtorp og det ville passe smukt til det andet, som også er købt hos Bruun Rasmussen.

Det blev hentet i Århus og passede fint med at jeg var på de kanter alligevel, men hvis dette bliver vores, aktionen udløber kl. 21:19 i aften, så skal det heldigvis hentes i Havnen. Jubiii, så er der muligheder for at besøge den ene og den anden, handle lidt hist og pist, det ville ikke være dårligt.

Men hvorfor pludselig al den orange ind i vores hjem. Her er jo kun sort og hvidt – næsten. Fandt ud af, hvor meget varme denne farve giver til et rum, det er simpelthen vidunderligt.

gik det ikke. Har simpelthen ikke erfaring nok, til at kunne skrive 13 forskellige specialer inkl. operationsbeskrivelser. Derfor sluttede starten på et vikarjob (dejligt sted, søde mennesker) allerede efter 4-5 timer.

Ét eller andet sted vidste jeg jo det godt. Et vikarbureau kan næsten heller ikke tillade sig, at sende mig ud, der "kun" har erfaring fra en lægepraksis, til et hospital, hvor man skal kunne ALT, og tilmed sidder helt alene. Ingen der kan forstyrres, hvis hjælp er tiltrængt.

Så stort øv, forkølelsen er her fortsat og der kæmpes videre, må ud i alle 4 verdenshjørner og finde et job. Bare ikke nemt i disse tider, hvor der bliver afskediget rigtig mange steder. Tak for alle jeres søde tilkendegivelser, held og lykker og pøj, pøj’er. Rigtig dejligt.

og der må gerne danses.

Og så er det i dag et cetera har 30 års kærestedag, stort tillykke og nyd det.

Fagprøven er på vej til censor (en ledende lægesekretær fra et eller andet hospital), vejleder og "dem-der-bestemmer" på Roskilde Handelsskole.

Så er det bare at vente på en dato, hvor fagprøven skal "forsvares", det bliver forhåbentlig en af de første uger lige efter Påske.  Her skal jeg i 8 – 10 min. fortælle om noget, der IKKE står i den skriftlige aflevering – men som kan supplere og gerne højne den.

Det har godt nok været en lærerig proces, at SKULLE arbejde mange timer, hver eneste dag på opgaven. Men det har været en stor hjælp med selvdiciplin, starte på samme tidspunkt hver morgen, gå tur, spise, og fortsætte til cirka kl. 15.

Har fået fantastisk hjælp – både fra veninder, blogtøser, lægesekretærer (som arbejder hjemme), ledelser på forskellige hospitaler og mit vikarbureau. Nu er det spændende, om vi består.

at man kan stadig kan modtage kærlige, ømme blikke fra sin mand

Eller tolkes der forkert?

God søndag til alle og herfra ønskes kun en snarlig bedring.

fra kl. 06:35. Min opgang er desværre ikke af samme karat, er der nogen derude, som har en superkur mod slem forkølelse? Skal jo li’som starte i morgen, og vil rigtig meget gerne. Har ikke haft en sygedag siden april 07, hvorfor så lige nu?

24 timer er bogens knap 600 sider læst.

Bogen handler om en pille-afhængig psykiater, der har fået et dårligt ry som hypnotisør og dermed lovet aldrig mere at udøve hypnose. Et grusomt massedrab får ham dog på banen igen, og meget mod sin vilje, lader han sig overtale til at få oplysninger ud af det eneste overlevende vidne til massedrabene.

Det bliver startskuddet til endnu flere drab og lemlæstelser, som strøs ud med rund hånd. Hans egen søn, som er bløder, bliver undervejs kidnappet, jo, jo der er virkelig gang i den. Men, hvis man ikke er til alt for meget blod, så lad den være, men spændende er den.

og mere korrekt bogen "Årets ring", købte Jens 5-6 eksemplarer af, da han havde læst anbefalingen i en eller anden avis.  Det er nok snart 2 år siden, og jeg må med skam i mælet indrømme, at jeg overhovedet ikke har set i den, indtil i går. Jeg er solgt.

Jens købte de mange bøger, for han ville gerne dele den med andre, og mente det ville være en god gave. Der er 1 bog tilbage, udover vores egen.

Det er nogle helt fantastiske akvareller som Jens Gregersen har præsteret med tilhørende tekst, løfter bogen sig op i en meget høj klasse. En virkelig smuk kunstbog i stor kvalitet.

Da jeg i går ser ud gennem badeværelsesvinduet, spankulerer disse 2 små agerhøns stille rundt og forsøger at finde føde. Senere på dagen, 2 viber i skøn dansende flyveleg på smuk blå himmel – kan jo næsten ikke passe bedre til bogen og foråret er på vej – det er så dejligt.

i fuld fart over Dronning Alexandrines broen, blev desværre ikke så god som ønsket. Ville så gerne været stoppet på toppen for at få et billede af de skyer, men det var tiden ikke til.

Skulle haste til et møde, som var meget hurtigt arrangeret, nåede det hele, trods at jeg havde tilbragt hele formiddagen i sengen pga. “nåååå, hvor er det synd for mig”. Men krigsmaling, push-up, nye cowboybukser (trods manglende trop), gjorde at det hele blev strammet lidt op.

Udsigten fra en patientseng ser sådan ud, og min kommende udsigt vender den anden vej, men pyt, foreløbig er det kun 1 måske 2 gange om ugen, og der skal skrives og ikke nydes udsigt. Tager nok allerede derover igen på mandag, for at blive lært stille og roligt op (kan jo ingenting) og journalbunkerne er store og i alarmerende fare for at vælte på gulvet, og det er jeg slet ikke uddannet til at klare det endnu. Jo, kan måske godt finde ud af, at samle dem op.

Tak for alle held og lykkerne i nedenstående indlæg, de hjalp helt tilfældigt.

så det sådan ud på køkkenbordet og helt tilfældigt ringede mobilen, om jeg ville tage kontakt til et privat hospital lige i nærheden, som tilfældigvis mangler en lægesekretærvikar.

Og helt tilfældigt, havde lægen meget travlt med at operere, da jeg ringede, så han ringer tilbage, men der vanker nok et møde i morgen eller på fredag.

Og helt tilfældigt er det elektronisk sabbat i morgen, så vi må alle vente med tålmod.

Og min hals gør ondt, hovedet er tungt, næsen løber – helt tilfældigt.

inden formiddagen er gået.

Kørt 50 meter i retning mod byen, ser ud af øjenkrogen en bil vippe frem og tilbage i en indkørsel. Stopper midt på vejen, går om bag bilen og skubber vedkommende fri. Manden i bilen er totalt overrasket og siger: Det skal du eddermanme ha tak for.

Jeg kan se på bilen, at han er maler og reklamerer med facademaling. "Du kommer bare og ordner min facade" – hvortil han siger: Det gør jeg eddermanme.

I går kom bogen "Hypnotisøren" ind af døren til kr. 244, leveret af mit søde postbud – dejligt, dejligt. I Netto ligger der 3 stk. til kr. 199 pr. stk. Jamen altså.

Hen og hente bukserne, som skulle være færdigindsyede. Fruen har jo åbenbart et luxusproblem, i fortsat at have sin tajle. Siger til den søde ekspedient, at nu må vi håbe de passer, for din kollega tog målet på øjemål. Hun griner højt og siger: Det må ha været selveste chefen.

Altså hende, som stort set kun kunne sige: Nej.

Jeg lovede ikke at komme i butikken længere. Desværre kan det ikke overholdes, for da jeg kommer hjem, ses det tydeligt at der mangler en bæltestrop, lige der hvor bukserne er syet ind. Må altså retur igen, og få syet sådan en på, og så kommer jeg der aldrig mere.

med dine og hvis du har gjort noget ved dem, venligst hvad?

Der er negativer helt tilbage fra begyndelsen af 60′erne og da jeg i en periode var ansat i en fotoforretning, blev der taget rigtig, rigtig mange billeder. Er i gang med den helt store oprydning – forårsrengøring – og så står man med disse skønne negativer og bliver helt i tvivl.

Christina Louise Christiansen et af de skrøbeligste og fineste mennesker jeg nogensinde har mødt, og som via sin kunst, formår at få et totalt kraftfuldt og spændende udtryk ud til os andre.

Når hun får en krammer, er man helt bange for at hun går i stykker. Det gør hun dog ikke, det er nok mere hendes kunst af glas, som går i stykker ved tab eller hårdhændet behandling.

Disse "to" billeder var hun i gang med, da jeg besøgte hende privat. Spørg lige om jeg var solgt? Men de er slet, slet ikke færdige, sagde hun, og hvornår de blev det, var ikke til at vide.

For Christina er snart færdig som lægesekretær, dermed er der meget andet der skal passes. Da hun spurgte, om jeg ville komme til fernisering i Falkoner Centret og om hun skulle reservere billederne, sagde jeg nej tak til forslag nummer to.

Billederne kom ikke med på udstillingen, for de er fortsat ikke færdige (i Christinas øjne) og vi har slet, slet ikke de midler, der skal til at købe hendes store smukke malerier – meget stort desværre – men måske en gang.

Dette lille ikon-glasmaleri blev købt og nu hænger det, hvor det skal.

Skulle også ha købt et af de små glaskors, til at hænge om halsen – perfekt gave til kusinen – uhhhh, hvor var de smukke i den turkise farve. Billedet af korset er fra Christinas hjemmeside.

ser det sådan ud, og det kan man ikke klage på. Det tør og det er smukt.