igen, igen – for mig, men første gang for manden.

Lige vidunderlig hver gang, men denne gang dog ALT for koldt. Det var ikke sjovt. Lysten til bare at gå og gå, opleve nye ting, vinkler, huse, stemninger – forsvandt. Trods vidunderlig sol i 2 dage, var blæsten bidende, så det føles som minus 15 grader.

Derfor holdt vi os meget inde, hvor man bl.a. kunne fornemme optakten til troneskiftet den 30. april. Byen er ved at blive klædt festligt på. Vi var på 2 kanalrundfarter, bare for at sidde lunt og nyde byen fra en anden vinkel, samt på et hav af caféer.

De 2 tidligere gange i Amsterdam, har jeg boet på B&B. Det har været fantastisk begge gange, så jeg tvivlede ikke et sekund på at vælge det igen. Dog kunne jeg ikke få nogen af de 2 forgående steder, da det ene var lukket og det andet totalt optaget. Valget faldt på B&B Singel100. Det viste sig at være et rigtig godt valg. Selve “lejligheden” ligger ovenpå et galleri, så der fra et repos er direkte adgang til synet af kunst samt stort vindue til Singel kanal.

Der er dør fra repos’en ind til soveværelset, hvor der er badeværelse og et lille garderoberum med kaffemaskine, elkedel og køleskab. Fra soveværelset kan man gennem vinduet, gå ud i en lille hyggelig gård. Alt er bare så gennemført lækkert.

Ejeren af galleriet: Pepa Santolaria, er vidunderlig. Vi følte, at vi kendte hinanden fuldstændigt, da vi igennem et halvt år, havde ført en livlig korrepondance. Den stod på store smil, knus og kram, da vi endelig mødte hende.

Kan varmt anbefales, men man skal kunne leve med, at der kommer besøgende og ser kunst. Da vi var der blev der gjort klar til ny udstilling, så der var en livlig korrespondance mellem 3 kunstnere og galleriejeren, mens ellers utroligt stille, når man bor lige midt i centrum og udsigt til de røde lamper.

I 1907 har et barn fået denne mappe overdraget fra en anden, som har fyldt den med meget flotte glansbilleder. Der er dog i årenes løb, blevet brugt en saks til at fjerne nogle af billederne.

Min mor vil gerne have mappen vurderet og evt. solgt. Hun ved ikke hvor min far har den fra, og ham kan vi desværre ikke spørge længere.

Har søgt lidt rundt omkring på nettet, men synes ikke rigtig der er den store hjælp at hente. Er der nogen af jer derude, som lige ved, hvor man skal indlevere sådan nogle smukke, gamle glansbilleder?

skal der helst stå, med indhold af pas, flybilletbevis, voucher til hotel, evt. gangbare mønter fra tidligere rejser, udklip fra byen/landet, forsikringskort, i skabet. Så har jeg det godt. Der er noget at glæde sig til.

Første kuvert er fyldt med indhold om Amsterdam. Det er 3. gang for mit vedkommende, ikke noget at tale om, men 1. gang for min kære mand. Vi glæder os helt vildt og håber denne gang, at se de smukke tulipanmarker, når vi flyver henover Holland. Det er ikke lykkedes de 2 sidste gange, selvom det har været i foråret. Sidst jeg var i Amsterdam, var det strejke blandt renovationsarbejderne (billedet). Jeg havde en veninde med, som heller ikke været i byen. Det var godt nok et kedeligt syn, touristmæssigt, der var affald overalt.

Anden kuvert er allerede fyldt til efteråret og vi glæder os totalt til at gense – er det 11. gang? – ROM.

Det er en skøn tid, at besøge byen. Der er til at holde ud af være varmemæssigt, og byen er ikke overfyldt med turister. Sidst vi var i Rom, var i 2010, hvor vi fejrede sølvbryllup sammen med vores børn. Det var dejligt at se deres glæde, ved at gå rundt i denne vidunderlige by.

For første gang har vi fravalgt hotel i begge byer og istedet valgt B&B. Mailkorrepondancen med ejerne af de respektive B&B, har indtil videre, været så kærlig og positiv, at vi glæder os helt vildt. Vi får udsigt til en kanal (tænk) i Amsterdam og Tiberen i Rom, kan det blive meget bedre?

venskab rent – osv.

Det er opfinderen af facebooks skyld – nemlig – for hvis nu den internetside ikke var opfundet, ville vi så inderst inde have den helt store interesse i at finde hinanden igen, bare fordi vi gik i skole/ungdomsklub sammen en gang i 70’erne?

Min mand og hans studenterkammerater ser hinanden ca. hver 5 år, og de falder hver gang ned i en lomme af minder, og bliver som de var dengang. Det synes jeg er fint og sjovt, når man har gjort det til en tradition.

I ca. 1½ år har jeg været med i grupper på fæcen, hvor det var utroligt spændende, at finde dem, som man engang var sammen med. Lave lister, hvor det blev påført, hvem som nu var fundet og hvem som manglede at blive fundet. Planlægge, hvornår, hvordan og hvorledes for den store genforeningsfest. Lavet invitationsforslag så det lignede fuldstændigt, som dengang jeg gik i ungdomsklubben HUC i Helsinge.

Skrevet på fæcen, når en ny var fundet: Naaaaaajjjj og ihhhhhhh, hvordan går det, hvad laver du osv. osv. osv. Men pludselig fik jeg nok. Hvad skulle jeg bruge det til? Hvorfor skulle jeg mødes med totalt ukendte mennesker, bare fordi vi engang tilfældigt var bragt sammen? Ja, man jo sige, at det altid er spændende, at møde nye mennesker. Jo, jo, det er det da, men pt. har jeg ikke behovet. Møder rigtig mange mennesker i min hverdag, og har efterhånden nået en alder, hvor jeg er mættet og faktisk er tilfreds og rigtig glad for dem, som er tæt på.

Derfor blev der gjort forsigtig forårsrengøring i “vennekredsen” på fæcen og grupper blev slettet. Måske en drastisk beslutning og som min datter siger: jeg kender kun dig moar, som gør sådan noget. Hmmmmmm.

Hvad gør man, når ens yndlingsfrisør ønsker sig en Sarah Lund trøje, og ikke selv kan strikke. Nogen vil måske sige: Lær hende at strikke. Andre: Ooooog? Men jeg siger: Sådan en strikker jeg da til dig. Tænkte det måtte være supernemt, at finde opskriften på nettet. Men det var det ikke. Skrev til tre af blogstrikkepigerne om bad om hjælp. Der kom svar fra 2 om forslag til det ene og det andet. Men intet førte til lige den opskrift.

Lidt før jul så datteren en trøje i en garnbutik, som mindede om den rigtige Sarah Lund trøje. Den kommer desværre ikke i nærheden af originalen, men indtil videre ser det OK ud og den er sjov at strikke. Nu vil datteren også have en trøje. Jamen så er det bare med at knokle derud af, når nu ordrene løber ind. Frisøren får først, dermed er der en supermulighed for at øve, og være klar til at strikke den næste.

og hvor er det dog en lettelse, endelig har jeg min blog liggende på pdf.fil og det tog bare små 5 min.

til at gå en lang tur – få noget frisk luft.

Det var det gode råd fra mor, veninder, kollegaer, manden osv. osv. efter at jeg havde ligget syg siden den 26. december. Der var stort ikke den betændelsestilstand, som ikke rasede i min krop. Vagtlægen som gav en slags penicillin, egen læge en anden slags penicillin. Intet hjalp. Det gjorde gåturen heller ikke, men resulterede i en omgang mellemørebetændelse, og så i gang med øredråber.

Men jeg fik taget nogle billeder, som jeg synes skulle sendes til DR’s vejrudsigt. Har ofte set, at det er de samme personer, som får deres billeder vist, derfor øjnene jeg ikke det store held. Men sørme om ikke Søren den 5. januar kl. 18:50 sagde, at han havde modtaget et rigtig flot seerbillede. Jamen dog, så bliver man da en smule stolt.

Hvis du har læst med i de få indlæg, jeg forsat skriver, for at holde liv i bloggen, blev jeg fastansat fra den 1. januar, men jeg har endnu ikke været der, er fortsat syg og nu det ik sjovt længere. Jeg går ikke flere ture, før jeg kan mærke at sygdommen er totalt væk – basta.

eller hvordan det nu skal formuleres, det er ikke Høns i karry i hvert fald. Min mor var i et fantastisk gavehumør juleaften. Udover de faste gaver og de mere flyvske, fik alle en gave, som er en gave til andre. Jeg fik 10 høns og en hane inkl. vaccine, hønsetråd og vejledning fra erfarne hønseholderne.

Det er Folkekirkens Nødhjælp, som har fundet på mange forskellige gaver, man kan give til verdens fattige rundt omkring i verden. Mine høns skal en tur til Kirgistan, og forhåbentlig blive til mange flere, så de kan gøre stor gavn.

Blandt de andre gaver var der benproteser, geder, fodbolde, flere høns og mange andre gode og brugbare sager. Jeg har linket til gaverne, hvis du klikker på Folkekirkens Nødhjælp – lige under hønsene – som jeg har tyvstjålet fra “Gul og Gratis”, altså billedet. Nu vil jeg løbende blive orienteret via sms, om hvem der modtager mine høns. Spændende.

Men, men, men efter at have læst Jussi seneste bog “Marco effekten”, hvor han blandt mange andre sårbare emner, skriver en del om de mange, mange, mange millioner Danmark giver til Ulandene hvert eneste år, er min skepsis blevet endnu større. Jeg har nu altid tvivlet på, om pengene kommer de rette steder hen, til dem, som har brug for hjælpen. Hvad er der egentlig sket med de penge, som vi samlede ind til ofrene for tsunamien i 2004. Er de gået til den genopbygning, som det var hensigten med?

En anden julegave var bogen: Livet er sgu dejligt – en samtalebog med Fritz og Poul.

Det er vidunderlig sort humor og deres syn på de fattige, skal med her:

Forfatteren til bogen spørger de to: Hvad med Afrika. Der er også meget fattigdom?

Jo, men de har det jo godt dernede, ikke? Med masser af gratis frugt og dejlig sol. De kan bare sidde og hygge sig i solen, ikke? Ja, det er jo en fordel, at de ikke skal bruge penge på vinterfrakker og termostøvler, og hvad det hedder alt sammen. De kan gå rundt i shorts og hygge sig. Spise bananer og plukke frugter og se på flotte vilde dyr gratis. Vi andre skal jo betale for at gå i Zoologisk Have. Jo, og skyde dyr, ikke. De kan de bare gøre, gå ud i deres baghave og skyde en zebra, ikke. Det kan vi jo ikke, vel? De kunne de godt sætte lidt mere pris på dernede. Og masser af frisk fisk har de også dernede, ikke. Jeg har været på safari en gang, men det siger mig ikke rigtig noget. Det er meget støvet og beskidt og sådan, ikke, og varmt på den kedelige måde. Jeg ved ikke, om Seychellerne er Afrika, men det kan jeg altså bedre lide.

Rigtig Godt Nytår til dig og dine, må 2013 blive som du ønsker.

fyldt med kalendergaver. Min kære mand ville overraske sin gamle kone, så en mørk og stormfuld aften, bankede det på døren, og der stod vores næsten nabo med sin datter, og en pose fyldt med pakker – kun til mig. Der “drikkes” en pakke hver dag, og det tyder lovende mht. indholdet. Totalt lækkerier af 1.ste kvalivare. Hvem sagde forkælet? MIIIIIG.

Spisebordet er fyldt med frimærker, julemærker, tusser, kuverter og julekort, jo, jo, der skrives på livet løs, med hilsner til familie og venner. Der er ført lister i mange, mange år, med hvem der er sendt julekort til og om der kom en hilsen retur. Så bliver alle husket det næste år. Har gået listerne igennem, og der er godt nok dømt nedgang i de gammeldaws julekort. Meget stort desværre. Facebook og andre medier, inkl. mail, har taget over. Synes det er lidt trist.

Og så er fruen blevet fastansat, ikke længere vikarrytter, selvom jeg vældig godt kunne li det, og i tilgift lært ufattelig meget inkl. mødt skønne mennesker. Nu skal der lidt ro på, indtil afdelingen flytter til et andet hospital. Der tager jeg ikke med, grundet alt for lang afstand fra hjemmet til arbejdsplads. Så der kommer nye udfordringer igen om nogle år. Den tid, den glæde.

Glædelig december til dig som fortsat er tro læser.

Som I trofaste “lyttere” har læst, stod den på Paris i den første uge af oktober, og der var dømt totalt tryghed – læs: vi er ved at blive gamle.

Vi valgte det samme hotel som sidst. dog opgraderede vi til et luxusværelse, da flybilleterne til og fra Paris KUN kostede kr. 1.140 tur retur for 2, kunne godt flotte os lidt. Luxusværelset viste sig dog ikke at være så meget luxus. 1. sal og med udsigt til en nedslidt baggård. Det er meget, meget, meget sjældent, at vi klager/brokker os, men det gjorde vi i det her tilfælde, og dagen efter blev vi flyttet til 4 sal og et superlækkert værelse.

Vi besøgte 2 restauranter, som vi havde så stor, stor glæde ved at gæste sidst vi var i Paris. Den ene er en af de sidste autentiske restauranter – fra dengang – og hvor personalet har været med hele vejen. Næsten.

Vi gik de samme ruter, så de samme seværdigheder og vi tog ud for at se glassalen på Versailles. Den så vi nemlig ikke sidst, der var ALT for mange turister, så vi gik en tur i den fantastiske park i stedet for. Men denne gang, havde vi stort set salen/slottet for os selv, og det var godt.

Det eneste “nye” som jeg gerne ville se, var Cimetière de Montmartre – indenfor – men det var bare så vanskeligt, at finde indgangen, at vi gik HELE vejen rundt om kirkegården, på den kedelige side af muren, inden vi kom ind. Gør det ikke, spild af tid, men god motion.

Paris er skøn at gæste, hvis du ikke har været der, så gør det bare én gang i dit liv. Det skal og må man give sig selv. Vi boede i Opera-kvarteret, som er så utroligt smukt og tæt på alt, og det er ikke dyrere end så mange andre steder.

I dag bliver jeg lige så gammel, som de sidste 2 tal i mit fødselsår, så må man godt have lov til at ønske sig noget stort – rigtig stort.

Da dette skue åbenbarede sig for mig i Paris i sidste uge, stod jeg og nød den effektive håndtering af en fjerkost på min absolut yndlingsbil.

“I want you and the car” sagde jeg til det flotte stykke mandfolk. Han så på mig og sagde rødmende: “Then you must pay”.

Tænk, at man stadig kan få en ung, flot fyr til at rødme.

og det er kun fordi jeg ikke kan lade være.

Der bliver og er blevet læst uhyggeligt mange krimier i mine ferier og weekender. Gerne 1 bog pr. weekend og tilsvarende flere i ferier. Det kræver dermed, at bøgerne er velskrevne og blottet ikke gennemskueligt, og det var en af grundene til at jeg faldt totalt for Jussi Adler-Olsen. Hans bøger er bare . . . . . . osv. Det har jeg vist skrevet nok om.

A. J. Kazinski er synonym for Jacob Weinreich, som har skrevet en lang række børne- og ungdomsromaner og Anders Rønnow Klarlund, der både er forfatter og anerkendt spillefilmsinstruktør. Kombinationen af den visuelle instruktør og den drevne forfatter fungerer usædvanlig godt – simpelthen.

Hvad bøgerne handler om, behøver ikke beskrevet her, det er bare at søge på titlerne, så vælter det frem.

Rigtig god læsefornøjelse.

hvor en klassetime i matematik så sådan ud. Det er mig, som læreren forsøger at få til at forstå, hvorfor der er grund til at lære matematik. 20 år senere tog jeg atter faget. Det lykkedes fortsat ikke at forstå, hvorfor man skal undervises i matematik, men det endte med, at jeg betragtede det lidt ligesom en krydsogtværs, og så gik det som en leg.

Havde engang en chef i undervisningsministeriet, som skrev matematikbøger og var ekspert i sandsynlighedsregning. Han brugte mange penge, hver uge, på tips og lotto – hmmmmmm. Men der er jo én som skal vinde.

Kom lidt væk fra det jeg egentlig ville fortælle, og det er, at datteren var en af de heldige som vandt en plads, og kan se frem til – forhåbentlig – mange gode/spændende år på Universitetet. Hun har ikke valgt matematik, men derimod den humanistiske bacheloruddannelse. Det bliver bare så spændende at følge, og hvor ville jeg gerne have haft muligheden for sådan en linje – dengang – men det er blevet til så meget andet.

ikke og hvis, så bliver det kun til en flue en gang imellem.

Men bogen: Jeg dræber . . . er som beskrevet på litteratursiden.dk:

en helt igennem fantastisk bog, der fanger fra første side. Hele plottet er så udspekuleret og ikke som det lægger op til. Dette giver bogen en fantastisk intensitet. Kan kun sige læs den, med håb og lige så stor fornøjelse som jeg har haft ved at læse den.

Giorgio Faletti er et stort hit i hjemlandet Italien og jeg synes han fortjener dette “hit”. Han skriver godt og ikke forudsigeligt el. kedeligt, som det anmeldes på nogle internetsider. Udover plottet, og opbygningen til forløsningen, beskriver forfatteren en del restauranter, og for 1.ste gang, hvor jeg læser en krimi, fik jeg lyst til at finde ud af, om de nævnte restauranter fandes i virkeligheden.

Giorgio Faletti beskriver den ene superlækre fiskerestaurant efter den anden i Nice og omeng – man fristes og de findes – deriblandt en enkelt TOTALT luxus i Paris, som også findes, og som “os ganske alm. turister”, nok aldrig kommer i nærheden af. 400 – 500 sider inde i bogen, skal en gammel pladebutik findes i Sydfrankrig. Den er er lavet om til en café, og hvem har siddet der i år 2000: MIG

som ses siddende der i solen og studerer “de gamle mænd”, der spiller boule. Et el. andet sted, er det jo skønt at man fortsat kan huske: Der var vist noget med – engang for længe siden.

God fornøjelse med en god krimi.

sættet fik vi i bryllupsgave i 1985.

Det er Arne Jacobsen, som har designet sættet for Stelton, og det holder.

Det holder så godt, at det nu – lige snart – er blevet brugt hver eneste dag i 27 år, og det uden, at der er noget som helst der er slidt, eller gået i stykker.

Det er jo ikke en særlig god reklame for et Stelton produkt, for hvis du først har købt et sæt, ja så holder det livet ud. Det kan der da ikke tjenes mange penge på og dog.

Har googlet lidt på sættet, og i England sælges det for kr. 1.820 og i Danmark for kr. 749 pr. del. Hvad det kostede dengang, ved jeg ikke, men noget tyder på at det var en god investering. Håber at et af børnene vil overtage, når den tid kommer, for jeg tror sættet holder evigt.

Så hvis du står og mangler en ide til en gave til f.eks. et bryllup, så tøv ikke. Og dette er IKKE en reklame, bare et godt forslag.