Sådan har jeg haft det længe og nu orker jeg ikke mere. Har gjort det før, omend det er meget længe siden, men denne gang er jeg "næsten" sikker. Det er nemlig ikke sjovt, at konstatere mit motto: det er hårdt at være grænseløs populær – har udtjent sin værnepligt.

Men det har jo nok sine naturlige årsager, når lysten er væk til at give, får man ikke noget retur. Men der er ikke mere at fylde på, fortalt alt, givet hvad gives kunne i lidt over 3 år, fra et lille skrøbeligt univers.

Men der skal altid være plads til en lille åbning, måske får "Sister Bonde" en dag skrivelysten tilbage, derfor . . . . . . . og ventetiden kan evt. fordrives med at se billeder her: http://www.flickr.com/photos/sisterbonde/ eller vi kan være venner her: http://www.facebook.com/?ref=logo#!/SisterBonde

Hvis linkene ikke virker, kan kontakt skabes her: ibs@sisterbonde.dk

Pas godt på dig selv, tak for alt det du har givet, opfør dig ordentligt og husk, der er meget mere og andet i livet end nettet – tror og håber jeg.

Det ER vigtigt at kunne, når man arbejder på en stor arbejdsplads, så hvis du ikke ved, hvor, hvordan osv. – så forlang, at du VIL vide/lære det. Når man én gang har været tæt på en rigtig brand, så ved man med sig selv, at det er godt at have lært.

Det er da helt vildt. For derudover fik man konstant besked på at bruge intranettet flittigt – hmmmmmm – bliver der tid til at arbejde?

Men hvor har det været en utrolig flot introdag. Fantastisk så meget tid der bruges på, at nyt personale skal føle sig velkommen og godt rustet til at gå i gang. Mangler lige lidt med at bekæmpe brand, det bliver i morgen tidligt, at 125 personer skal slukke ildebrand.

Først skulle de selvfølgelig gætte, hvad det var som de hver især skulle ha i gave. Det var godt nok morsomt, for det er jo ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Og godt at der ikke lige kom en patient og skulle undersøges på det leje.

Øv, hvor er det ærgerligt, at skulle rejse fra en så utrolig dejlig, givende arbejdsplads, bare fordi – og så meget andet. Men nu ser jeg frem til at starte på noget helt nyt.

Vi har alle i mere eller mindre udtalt grad prøvet at være søsyge og årsagen er, at vi udsættes for bevægelser, som hjernen ikke er vant til. Det skulle være noget, som man vokser fra – hmmmmm – hvornår mon? For dælen, hvor var jeg syg. De 3 andre ombord, var særdeles tæt på at ringe efter SOS-helikopteren, så jeg kunne komme hurtig på land. Det nægtede jeg mellem de forfærdelige . . . . osv. osv. Der gik 6-7 timer, efter at jeg var læsset af på kajen, at jeg kom nogenlunde til mig selv og øv, hvor ærgerligt, at man bare ikke mestrer dette, for smukt er der – derude på havet.

Næste dag gik kursen mod noget mere jordnært – Dansk Derby 2010 – og til dig, som ikke har været i Lunden, giv dig selv den oplevelse, bare én gang i livet, at sidde blandt alle de andre, som har spillet for en 20′er (og måske mere) og mærk stemningen.

Man bliver bidt af det og det er ik løwn. Vi havde vores venner med (deres første besøg), og det lød som om, at de er at finde der fremover, hver eneste weekend. Det håber jeg ikke, for det kan blive ALT for dyrt. Vi fik staldtips af brormand (ude til venstre), og gang på gang gik staldtips-"vinderen" i galop, og det duer ikke, når vi befinder os på travbanen.

Videre til Hellerup for at bruge et ubrugt gavekort – langt om længe – til en super lækker italiensk restaurant, som havde lukket om søndagen, så det blev pizza-baren lige ved siden af. Her kunne vi sidde og nyde 3.500 motorcyklister, som skulle ud og tage afsked med Bakken.

Sikke en weekend og imorgen er det sidste arbejdsdag på en afdeling, som jeg er meget ked af, at skulle rejse fra, men starter på nyt på onsdag. Det kører derudaf – heldigvis sejler det ikke.

Tænkte for et lille bitte stykke tid siden, om jeg skulle spørge Hanne, som har tulipaner og tomater, om min ventede pc-taske var lige om hjørnet. Vil så gerne have den med på den kommende tur til Rom. Det var nemlig sådan ca. 1 – 1½ år siden, jeg kom med ét helt specielt ønske.

Mange kan sikkert huske puden, som skulle ligge i bagruden på ALLE biler, dengang, og da jeg jo som bekendt er vild med store stærke biler, skulle det altså bare være et broderi med vejskilte.

Det har åbenbart ikke været helt nemt, at finde sådan et broderi og det forstår jeg simpelthen ikke, for der må da være et hav af puder derude. Men, men, men har hørt, at puderne igen er in – så måske derfor er MIN taske først landet i dag. Om jeg er glad – YES.

Den er så sej og jeg synes et eller andet sted, at Hannes tasker er totalt geniale lige til denne form for udstyr. Der er da aldrig én eneste, som vil gætte, at min pc ligger trygt og godt bag en lille VW-bobbel.

Du skal være så hjertelig velkommen til, at vende din flotte store maskine i vores lille bitte have, bare du tager hegnet med i købet, så har vi begge gjort hinanden en STOR tjeneste.

Og væk var han . . . . . .

i form af sønnen, som lige kom forbi i går aftes, om det er dejligt, yes, yes, yes.

På billedet ses han oppe på terassen, hvor han nyder aftenhimlen, for det er ikke noget, som kan nydes i samme målestok på Nørrebro.

"Billedet" hænger hos Slagter Stig i Stege, hvor vi lige måtte indtage frokosten, efter afhentning af penicillin til Jens. Derefter hjem med 3 dvd-film "Solisten", "Doubt", "Sweeney Todd" og guf, det havde han fortjent ovenpå forskrækkelsen.