Vi har de sidste mange år, været i sommerhuset i Pinsen. Det har været varmt, solrigt og bare totalt afslappende, stort set hver gang. Men denne Pinse har været kold, grå, gabende og GUL. Denne farve hører ikke ligefrem Pinsen til, men lad gå, for smukt og spændende så det ud.

Jeg gætter på at det må være store mængder af pollen, og har aldrig set noget lign. før. En af blogvennerne så også fænomenet i Pinsen, dog i Nordsjælland, hvor “mit” gule vand er fra Vestfyn.

Har du set det? Og hvis ja, ved du så hvad det er?

Lige vidunderlig hver gang, men denne gang dog ALT for koldt. Det var ikke sjovt. Lysten til bare at gå og gå, opleve nye ting, vinkler, huse, stemninger – forsvandt. Trods vidunderlig sol i 2 dage, var blæsten bidende, så det føles som minus 15 grader.

Derfor holdt vi os meget inde, hvor man bl.a. kunne fornemme optakten til troneskiftet den 30. april. Byen er ved at blive klædt festligt på. Vi var på 2 kanalrundfarter, bare for at sidde lunt og nyde byen fra en anden vinkel, samt på et hav af caféer.

De 2 tidligere gange i Amsterdam, har jeg boet på B&B. Det har været fantastisk begge gange, så jeg tvivlede ikke et sekund på at vælge det igen. Dog kunne jeg ikke få nogen af de 2 forgående steder, da det ene var lukket og det andet totalt optaget. Valget faldt på B&B Singel100. Det viste sig at være et rigtig godt valg. Selve “lejligheden” ligger ovenpå et galleri, så der fra et repos er direkte adgang til synet af kunst samt stort vindue til Singel kanal.

Der er dør fra repos’en ind til soveværelset, hvor der er badeværelse og et lille garderoberum med kaffemaskine, elkedel og køleskab. Fra soveværelset kan man gennem vinduet, gå ud i en lille hyggelig gård. Alt er bare så gennemført lækkert.

Ejeren af galleriet: Pepa Santolaria, er vidunderlig. Vi følte, at vi kendte hinanden fuldstændigt, da vi igennem et halvt år, havde ført en livlig korrepondance. Den stod på store smil, knus og kram, da vi endelig mødte hende.

Kan varmt anbefales, men man skal kunne leve med, at der kommer besøgende og ser kunst. Da vi var der blev der gjort klar til ny udstilling, så der var en livlig korrespondance mellem 3 kunstnere og galleriejeren, mens ellers utroligt stille, når man bor lige midt i centrum og udsigt til de røde lamper.

I 1907 har et barn fået denne mappe overdraget fra en anden, som har fyldt den med meget flotte glansbilleder. Der er dog i årenes løb, blevet brugt en saks til at fjerne nogle af billederne.

Min mor vil gerne have mappen vurderet og evt. solgt. Hun ved ikke hvor min far har den fra, og ham kan vi desværre ikke spørge længere.

Har søgt lidt rundt omkring på nettet, men synes ikke rigtig der er den store hjælp at hente. Er der nogen af jer derude, som lige ved, hvor man skal indlevere sådan nogle smukke, gamle glansbilleder?

Første kuvert er fyldt med indhold om Amsterdam. Det er 3. gang for mit vedkommende, ikke noget at tale om, men 1. gang for min kære mand. Vi glæder os helt vildt og håber denne gang, at se de smukke tulipanmarker, når vi flyver henover Holland. Det er ikke lykkedes de 2 sidste gange, selvom det har været i foråret. Sidst jeg var i Amsterdam, var det strejke blandt renovationsarbejderne (billedet). Jeg havde en veninde med, som heller ikke været i byen. Det var godt nok et kedeligt syn, touristmæssigt, der var affald overalt.

Anden kuvert er allerede fyldt til efteråret og vi glæder os totalt til at gense – er det 11. gang? – ROM.

Det er en skøn tid, at besøge byen. Der er til at holde ud af være varmemæssigt, og byen er ikke overfyldt med turister. Sidst vi var i Rom, var i 2010, hvor vi fejrede sølvbryllup sammen med vores børn. Det var dejligt at se deres glæde, ved at gå rundt i denne vidunderlige by.

For første gang har vi fravalgt hotel i begge byer og istedet valgt B&B. Mailkorrepondancen med ejerne af de respektive B&B, har indtil videre, været så kærlig og positiv, at vi glæder os helt vildt. Vi får udsigt til en kanal (tænk) i Amsterdam og Tiberen i Rom, kan det blive meget bedre?

Det er opfinderen af facebooks skyld – nemlig – for hvis nu den internetside ikke var opfundet, ville vi så inderst inde have den helt store interesse i at finde hinanden igen, bare fordi vi gik i skole/ungdomsklub sammen en gang i 70’erne?

Min mand og hans studenterkammerater ser hinanden ca. hver 5 år, og de falder hver gang ned i en lomme af minder, og bliver som de var dengang. Det synes jeg er fint og sjovt, når man har gjort det til en tradition.

I ca. 1½ år har jeg været med i grupper på fæcen, hvor det var utroligt spændende, at finde dem, som man engang var sammen med. Lave lister, hvor det blev påført, hvem som nu var fundet og hvem som manglede at blive fundet. Planlægge, hvornår, hvordan og hvorledes for den store genforeningsfest. Lavet invitationsforslag så det lignede fuldstændigt, som dengang jeg gik i ungdomsklubben HUC i Helsinge.

Skrevet på fæcen, når en ny var fundet: Naaaaaajjjj og ihhhhhhh, hvordan går det, hvad laver du osv. osv. osv. Men pludselig fik jeg nok. Hvad skulle jeg bruge det til? Hvorfor skulle jeg mødes med totalt ukendte mennesker, bare fordi vi engang tilfældigt var bragt sammen? Ja, man jo sige, at det altid er spændende, at møde nye mennesker. Jo, jo, det er det da, men pt. har jeg ikke behovet. Møder rigtig mange mennesker i min hverdag, og har efterhånden nået en alder, hvor jeg er mættet og faktisk er tilfreds og rigtig glad for dem, som er tæt på.

Derfor blev der gjort forsigtig forårsrengøring i “vennekredsen” på fæcen og grupper blev slettet. Måske en drastisk beslutning og som min datter siger: jeg kender kun dig moar, som gør sådan noget. Hmmmmmm.

Lidt før jul så datteren en trøje i en garnbutik, som mindede om den rigtige Sarah Lund trøje. Den kommer desværre ikke i nærheden af originalen, men indtil videre ser det OK ud og den er sjov at strikke. Nu vil datteren også have en trøje. Jamen så er det bare med at knokle derud af, når nu ordrene løber ind. Frisøren får først, dermed er der en supermulighed for at øve, og være klar til at strikke den næste.

Det var det gode råd fra mor, veninder, kollegaer, manden osv. osv. efter at jeg havde ligget syg siden den 26. december. Der var stort ikke den betændelsestilstand, som ikke rasede i min krop. Vagtlægen som gav en slags penicillin, egen læge en anden slags penicillin. Intet hjalp. Det gjorde gåturen heller ikke, men resulterede i en omgang mellemørebetændelse, og så i gang med øredråber.

Men jeg fik taget nogle billeder, som jeg synes skulle sendes til DR’s vejrudsigt. Har ofte set, at det er de samme personer, som får deres billeder vist, derfor øjnene jeg ikke det store held. Men sørme om ikke Søren den 5. januar kl. 18:50 sagde, at han havde modtaget et rigtig flot seerbillede. Jamen dog, så bliver man da en smule stolt.

Hvis du har læst med i de få indlæg, jeg forsat skriver, for at holde liv i bloggen, blev jeg fastansat fra den 1. januar, men jeg har endnu ikke været der, er fortsat syg og nu det ik sjovt længere. Jeg går ikke flere ture, før jeg kan mærke at sygdommen er totalt væk – basta.

Det er Folkekirkens Nødhjælp, som har fundet på mange forskellige gaver, man kan give til verdens fattige rundt omkring i verden. Mine høns skal en tur til Kirgistan, og forhåbentlig blive til mange flere, så de kan gøre stor gavn.

Blandt de andre gaver var der benproteser, geder, fodbolde, flere høns og mange andre gode og brugbare sager. Jeg har linket til gaverne, hvis du klikker på Folkekirkens Nødhjælp – lige under hønsene – som jeg har tyvstjålet fra “Gul og Gratis”, altså billedet. Nu vil jeg løbende blive orienteret via sms, om hvem der modtager mine høns. Spændende.

Men, men, men efter at have læst Jussi seneste bog “Marco effekten”, hvor han blandt mange andre sårbare emner, skriver en del om de mange, mange, mange millioner Danmark giver til Ulandene hvert eneste år, er min skepsis blevet endnu større. Jeg har nu altid tvivlet på, om pengene kommer de rette steder hen, til dem, som har brug for hjælpen. Hvad er der egentlig sket med de penge, som vi samlede ind til ofrene for tsunamien i 2004. Er de gået til den genopbygning, som det var hensigten med?

En anden julegave var bogen: Livet er sgu dejligt – en samtalebog med Fritz og Poul.

Det er vidunderlig sort humor og deres syn på de fattige, skal med her:

Forfatteren til bogen spørger de to: Hvad med Afrika. Der er også meget fattigdom?

Jo, men de har det jo godt dernede, ikke? Med masser af gratis frugt og dejlig sol. De kan bare sidde og hygge sig i solen, ikke? Ja, det er jo en fordel, at de ikke skal bruge penge på vinterfrakker og termostøvler, og hvad det hedder alt sammen. De kan gå rundt i shorts og hygge sig. Spise bananer og plukke frugter og se på flotte vilde dyr gratis. Vi andre skal jo betale for at gå i Zoologisk Have. Jo, og skyde dyr, ikke. De kan de bare gøre, gå ud i deres baghave og skyde en zebra, ikke. Det kan vi jo ikke, vel? De kunne de godt sætte lidt mere pris på dernede. Og masser af frisk fisk har de også dernede, ikke. Jeg har været på safari en gang, men det siger mig ikke rigtig noget. Det er meget støvet og beskidt og sådan, ikke, og varmt på den kedelige måde. Jeg ved ikke, om Seychellerne er Afrika, men det kan jeg altså bedre lide.

Rigtig Godt Nytår til dig og dine, må 2013 blive som du ønsker.

fyldt med kalendergaver. Min kære mand ville overraske sin gamle kone, så en mørk og stormfuld aften, bankede det på døren, og der stod vores næsten nabo med sin datter, og en pose fyldt med pakker – kun til mig. Der “drikkes” en pakke hver dag, og det tyder lovende mht. indholdet. Totalt lækkerier af 1.ste kvalivare. Hvem sagde forkælet? MIIIIIG.

Spisebordet er fyldt med frimærker, julemærker, tusser, kuverter og julekort, jo, jo, der skrives på livet løs, med hilsner til familie og venner. Der er ført lister i mange, mange år, med hvem der er sendt julekort til og om der kom en hilsen retur. Så bliver alle husket det næste år. Har gået listerne igennem, og der er godt nok dømt nedgang i de gammeldaws julekort. Meget stort desværre. Facebook og andre medier, inkl. mail, har taget over. Synes det er lidt trist.

Og så er fruen blevet fastansat, ikke længere vikarrytter, selvom jeg vældig godt kunne li det, og i tilgift lært ufattelig meget inkl. mødt skønne mennesker. Nu skal der lidt ro på, indtil afdelingen flytter til et andet hospital. Der tager jeg ikke med, grundet alt for lang afstand fra hjemmet til arbejdsplads. Så der kommer nye udfordringer igen om nogle år. Den tid, den glæde.

Glædelig december til dig som fortsat er tro læser.