kan der ikke bare flyttes rundt på, her må man selv flytte, og guderne skal vide (og jer der har læst med blogstart), at her har/og står naboskabet ikke i vater.

Det gør det fortsat ikke. Men vi flytter ikke, vi har givet op. Det har jeg lært på et kursus om “konflikthåndtering”, at det er OK at give op. Sige pyt, se på ALT det positive, som jo i sin tid var grunden til at vi flyttede herned.

Vores søde gen, gen, gennaboer opgav hinanden for nogle år siden, og deres dejlige hus gik på tvangsauktion. Jeg har været så ked af, at de er væk, deres børn og ikke mindst min gåkompagnon hunden Samson, som jeg ikke ved, hvad der er sket med. Men pyt.

Her til formiddag bankede det kraftigt på døren, og en meget stor mand stod med et par papirer i hånden og spurgte om jeg vidste hvem det var, mens han pegede på adressefeltet. Det vidste jeg godt, for det var mig. Jeg har i et par dage savnet en pakke med nogle lamper bestilt på nettet.

“Ja, konen åbnede s.. pakken, for hun troede det var til mig, men jeg har ikke bestilt nogen lamper. Så det må du s.. undskylde. Du kan hente kassen hos os”.

Det var så vores nye gen, gen, gennabo, som sprang ind i sin bil og sagde: “jeg er her om 2 min. med pakken”, da han fandt ud af, at jeg var syg. Der stod nemlig ikke noget vejnr. i adressefeltet, så han havde tænkt sig, at besøge alle til han havde fundet den rette ejermand. Det tyder da meget godt.