Har du taget
Bonde | tirsdag d. 15. september 2009 kl. 11:53
en beslutning, om det skal være det ene eller det andet, med eller uden?
Min kusine, som tidligt valgte livet fra, ligger på de ukendtes i Birkerød. Jeg har ofte savnet, at der var en lille sten, så man vidste, at her ligger hun. Det at kunne dvæle lidt, gi hende en skideballe eller en buket.
Det er en meget smuk urnekirkegård (hedder det det?), imellem store gamle træer, og skrånende til en sø. Her ligger små gravstene spredt rundt omkring i græsset, nærmest helt tilfældigt.
Glemmer ikke, da min mor fandt ud af, at hendes forældres gravplads var fjernet. Vi var der sammen, og skulle lige hilse, og så var de væk. Men mor har nok "glemt", at hun er blevet spurgt, om det betød så meget, om stedet var der eller ej.
Og det er jo lige det. Skal der være noget til efterkommerne, eller er det en belastning, at skulle holde stedet, føle sig forpligtiget til at komme forbi osv.
Jeg kan ikke finde ud af det, om det skal være det ene eller det andet, og man kan vel ét eller andet sted, ikke tillade sig, at være ligeglad?
Tja, jeg lader nok familien bestemme, men jeg har ikke noget imod begravelse 🙂
[…] til at vise de – efter min mening – gode alternativer, som her er anvendt, da jeg læste Sisters indlæg, om vi havde taget en […]
Det er jo mest af hensyn til de efterladte. Jeg har en underlig oplevelse af at livets måde at være på skifter, efterhånden som man har prøvet at være næsten død et par gange. Det er ligesom om at ideer og tanker og idealer er vigtigere for efterkommerne end om resterne bliver puttet jorden det ene eller andet sted, og tilsvarende synes jeg efterhånden, at vi er vores forfædres svar på intetheden. Jeg tror at det er vigtigt for efterkommerne, at der er et sted at tage hen og skælde ud 🙂 men om det lige behøver at være et gravsted med sten og planter, det er jeg ikke så sikker på. Min grandtante ville ikke have at der var nogen, der græd over hendes kiste, men de efterladte har det ikke godt med det, de ville vist hellere have haft en bisættelses-ceremoni og et gravsted.
Jeg tror det klogeste er at skrive begravelses-testamente i beskeden format, “jeg ønsker en almindelig bisættelse og brænding” og så overlade tolkningen af “almindelig” til efterkommerne 🙂 Men du har da ret, man kan parkere på et par sekunder, så man burde vel rydde op og sætte en seddel parat!
For ikke at kirkegårdsgartneren skal blive sur, er det bedst at man gør sig klart at der er en del havearbejde ved en familiegrav med sten, blomster og havebænk. Samme kirkegårdsgartner vil vist gerne have, at man betaler forskud for vedligehold!
Er stenene forresten fra Stenhuggeren i Stege?
Jeg har taget stilling – helt klart. Der skal den helt store varedeklaration paa min sten, for det er da saa meget mere spaendende at gaa paa kirkegaarden og laese de gamle sten med en hel historie paa.
I oevrigt skal jeg braendes – ellers gaar jeg igen indtil de goer noget ved sagen. Min aske skal mindst 50% til Fur paa kirkegaarden der, sammen med mine aner. Resten skal vaere hos min elskede.
Jeg vil gerne brændes og jeg er tilmeldt donerregisteret…
Hvad der ellers skal ske, vil til den tid være op til de pårørende- jeg ønsker mig et familiegravsted, men det gør resten af familien vidst ikke:). Min mor ønsker fx. at hendea aske skal i havet og det har jeg det godt med, for lige meget hvor i verden jeg så befinder mig, vil jeg kunne tage til hendes “gravsted” og snakke..
Kristians mor døde i foråret og er begravet i de ukendtes efter eget ønske og det er enormt svært ikke at have noget sted at “snakke” med hende eller et sted hvor vi kan tænde lys og sætte blomster..
@ Donald.
Hver kirkegård har sine egne regler for, hvad der må plantes på deres gravsteder og man kan godt betale sig fra at få det passet.
På Holmens Kirkegår i Købehavn, hvor vi har et familiegravsted til mine morforældre, mine forældre samt min mormors lillesøster, betaler vi en gang om året for at få graven passet samt få lagt gran på ved juletid, det kostede sidste år 435,00 kroner, men hvorfor skal vi have en familiegrav, når der ikke er en eneste af dem, som min Far, der er den af dem, der døde sidste, har været inde at besøge den i de seks år, der er gået, siden min Fars urne blev sat ned i den ?
For mit eget vedkommen har jeg ikke behov for at have et sted for kunne mindes for eksempel min far. Jeg har ham i mit hjerte og der er så mange ting, der hver dag minder mig om ham og det savne, som jeg føler.
End videre ville det være forkert at ligge blomster buketter på min fars grav, for han kunne ikke fordrage afskåret blomster.
Da min Skats farmor døde i foråret, var hele familien da også rørende enige om, at familiegraven skal forsætte, men sjovt nok er det kun min Skat, der skal betale for den “fornøjelse”. To af de seks arvinger kan ikke rave nok til sig, men betale til familiegraven, hvorfor skulle de dog det ?
Derfor blev jeg gal og jeg har nu for ordnet det sådant, at der er blevet forudbetalt for de næste tyve år, det kostede så lige 49.470,00 kroner. hvilket blev betalt af boet efter Farmor og dermed har alle hendes arvinger betalt lige meget af deres måske kommende arv til det, hvis der bliver noget tilbage de kan arve.
Dette kan du læse mere om, hvis du søger på ord “nærig” på min blog, for jeg var godt nok gal over al den ballade det gav, og dette kan nok også godt læse i de tre indlæg.
Hold da fest – kæreste venner – hvad er det lige, man får sat i gang nogle gange 😀
Egentlig var det fordi jeg synes stenene var så smukke hos Stenhuggeren i Stege, at spørgsmålet kom til mig, skal jeg tage stilling eller ej.
Men hvor har I dog beriget med utroligt meget – TUSIND tak – og mange, får forhåbenlig glæde af jeres ord og tanker omkring dette spørgsmål.
Donald – inderst inde, tror jeg, at min tanke er som din.
Tina – smukt med ½ begge steder, håber sjælen kan finde ud af det 😉
MissMuffin – tak for dine ord.
Tine – du er en gave med dine ord for mange.
Lene – så fik du det på plads 🙂
Min mor og far ligger også i de ukendtes – mine svigerforældre har gravsted og – sten … Vi kommer ingen af stederne (min bror og jeg fulgte vores forældres ønske – husbond overlod beslutningen til sin lillesøster, som boede i området).
Min mor sagde engang til mig: “Jeg vil gerne, at du ikke kommer med blomster og står og hænger på en kirkegård, men at du istedet sender mig/os en tanke hver gang du sætter en smuk buket på dit bord derhjemme.
– og det gør jeg så – hver eneste gang!
– og nåh ja, så gik dit spørgsmål jo egentlig på om vi selv har taget stilling. Det har vi – og vi vælger mine forældres model …
Et cetera – smukt sagt af din mor, det er da helt klart noget man husker og glædes over – hver gang.
Godt at jeres børn ved, hvad I vil, tror det hjælper i en svær stund – tak for dine ord.
Nu har jeg ikke lige læst alle kommentarerne, men jeg forsøger alligevel.
Jeg bruger ikke gravsteder og kirkegårde til noget – min datter er “sat ned” på min fars grav, for min mors skyld – vi ville have hende i de ukendtes. Jeg har aldrig været oppe og kigge på graven eller blomsten som er plantet der, for at mindes hende – jeg husker de dage jeg havde med hende i mit hjerte og min hjerne.
Når jeg selv er død, vil jeg helst brændes og i de ukendtes, men hvis det betyder noget for mine børn, så må de gerne sætte mig under en sten, eller hvad de nu synes. Når jeg er død, så er jeg jo ligeglad.
Både min mand og jeg mistede en forælder i en tidlig alder – jeg var 5 år, da min far døde og min mand var 12 år da hans mor døde, men vi har aldrig haft behov for at gå på kirkegården for at mindes – de mennesker man har elsket, de findes i hjertet – eller hjernen 🙂
Helle – det går mig utroligt ondt – vidste ikke du har mistet en datter. Frygteligt.
Du har jo så evigt ret mht. at vi bærer de mistede/savnede i vores hjerter og hjerne – heldigvis, for ellers er de jo først “rigtige” væk.
Tusind, tusind tak for dine ord.
Jamen, naar nu min sjael hviler begge steder, saa skal min aske ogsaa. 🙂
Tina – kan man virkelig gøre det? Altså har du undersøgt det?
Jeg er en af de, der har valgt kirken fra. Det blev påpeget flere steder fra, at jeg på den måde gav mit eneste barn “problemer” og derfor har vi talt om mine ønsker… eller det vil sige, det har vi ikke, for jeg har ingen specielle ønsker.
Jeg har forklaret min datter, at hun bliver den der skal tage stilling til, hvad der skal ske, når jeg dør. Hun skal gøre, hvad der føles rigtigt og godt for hende. Jeg ville være ked af, at have ønsket at komme i de ukendtes, hvis det betød meget for hende at have et rigtigt gravsted og vice versa.
Mette – hvor er det godt. Tusind tak for dine og og tanker.
Tror virkelig at emnet skal bringes på bane, næste gang vi er samlet. Bare fordi.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født udenfor ægteskab og de første 13 måneder af min levetid, havde jeg min mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste til vielsen. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg min far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien" fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret mit valg, og derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.
Denne side er sammensat med WordPress, Design: Catarina.
Alle tekster og billeder på dette site, er beskyttet i henhold til ophavsloven.
© Sister Bonde 2025 All Rights Reserved.