moster døde den 17. juni 1994. Hun ville været blevet 75 her den 17. januar. Jeg savner hende noget så grusomt. Har skrevet om hende, rundt omkring på de forskellige blogge – indimellem. Ikke at jeg fortsat savner, for hvis man ikke gør det, så er de døde jo forevigt væk. Det forbyde. Hun havde 3 døtre, hvoraf den mellemste valgte ikke, at blive en dag over 25. Vi var jævnaldrende.
Den besked – om at Margit ikke var længere – fik jeg en formiddag af min mor. Jeg glemmer det aldrig, aldrig, aldrig. Mor blev ved med: Har du nu sovet godt, har du fri (havde været i aftenvagt inden) og og og, inden hun kom med det. Jeg skreg simpelthen så meget, og så højt, at hvad fanden i hede hule h…… bildte hun sig ind? Ikke min mor – men min kusine. Hvorfor vælge den udvej – hovedet ind i en gasovn – uden at bede om hjælp. Vi var der jo for hende – alle sammen. Det var utroligt hårdt for min moster. Hun ville ikke være sammen med andre end mig, den dag Margit skulle begraves, altså inden. Vi gik hånd i hånd til Bistrup Kirke, det var godt nok en tung, lang vej.

Nu tuder jeg bare så meget, at der næsten ikke kan skrives. Men ud skal det altså, ingen tvang for mine læsere, at læse videre.

Moster havde valgt, at Margit skulle ligge på de ukendtes grav i Birkerød. Fik senere den melding, at det skulle hun aldrig have valgt. Der er et el. godt ved, bare at have en sten, så man ved, her er det. Her ligger hun trygt og godt. Et par dage efter begravelsen, cyklede jeg ned på kirkegården, bare lige for, at få en alvorlig snak med Margit. Graveren gik rundt og lavede en hel masse, og jeg spurgte, om man kunne få udpeget det sted, hvor Margit ligger. “Du kan jo se, hvor jeg er kommet til“, var svaret. Det glæder mig den dag i dag. For det er altså rart, at have bare en lille bitte plet, som man tror osv. osv.
Moster Ritta, var det skønneste menneske man kan forestille sig. Hun gav alt, hvad hun havde i sig til andre. Hendes motto var: Man skal mindst gøre ét menneske glad, hver dag. Og det gjorde hun. Tror et el. andet sted, at hun døde af stress, på den bekostning. Det var bare ikke en “populær” betegnelse dengang. Hun blev kun 62. Hun ville på de ukendtes grav i Karup Kirke ved Sæby. Sådan en havde man ikke der, så nu ligger hun ved flagstangen – det ved vi – her står vi og får en snak.

Kopier af mosters dagbog fra 1954 – 1969 står på min reol, her er sat alt det hun har lavet til sine børn, familie og guderne må vide hvem, i form af stofstykker, garnstumper efterfulgt af tegninger osv. osv. Den 24. april 1960 står der: Lone og Margit begyndt i børnehave. Det gik fint, og de var glade for, at skulle derop i dag igen. Vi skal betale 6 kr. for Margit og 3 kr. for Lone om ugen. Det kan vel ikke siges at være for meget.
Nej det kan det ikke.