Sønderjylland
Bonde | onsdag d. 24. februar 2021 kl. 10:03
Vi har været et lille, spontant, smut til Sønderjylland, og hvor er det altså bare et smukt område i Danmark. I oktober var vi i Tønder for at se “sort sol” og denne gang havde vi lejet et lille hus i Sønderhav, for at udforske Als og omegn. Jeg havde hørt postcasten: min sommer i Helved, så første mål var byen, hvor man, efter at have lyttet til mange timers underholdning, føler man kender beboerne i byen. ALLE byskilte var væk – stjålet?
Vi så Gråsten- Augustenborg- og Sønderborg Slot, Augustenhof fyr, Dybbøl Mølle + slagmark, Sydals og Rinkenæs. En tur til Tønder igen, for at besigtige et bette hus, hvor der bare havde stået et hjemmelavet “til salg” ved. Det bliver ikke der vi skal tilbringe vores alderdom. Videre til byen Uge, hvor jeg i 1982 var på en uges højskoleophold. Kunne overhovedet ikke genkende hverken by eller finde højskolen, men fik hjælp af det lokale “møjnfolk”. Aldrig fået så god mad som på den højskole.
Det hus, som vi havde lejet, havde bare den mest vidunderlige udsigt ud over havet, så endnu et hjemmelavet “til salg” skilt tæt på, fik os til at ringe til en af de lokale, rige matadorer. Han var godt nok sød, men blev ved med at sige vi skulle komme med et reelt bud, så ak og ve.
Men drømme er gratis.