Da jeg fik status som seniorpensionist tænkte jeg straks på ALT det som jeg kunne/skulle, når tiden ikke længere skulle bruges på arbejde. Læse masser af bøger, se på kunst, besøge familie langt væk, rejse så meget som økonomien gav plads til, sige ja til alle, som der havde brug for hjælp til det ene eller andet. Jeg skulle ikke sidde og få støv på.

Jeg startede, som det første, med at komme i en studiekreds. Et fint tilbud, som kommunen gav til kvinder, der havde forladt et aktivt arbejdsmarked. I forvejen passede jeg udlejningen af min mors hus i Sæby via airbnb, skrev fakturaer for min mors udlejning af opbevaringsplads, var sekretær og webdesigner for kunstneren Poul Esting, ordnede ejendomshandler for familien, gik til yoga x 2 ugentligt. Men det var ikke nok, så jeg blev frivillig IT-hjælper i Ældre sagen.

Det er i den grad en gave, at give sin viden og lærdom videre til mennesker, som ALDRIG har siddet med en mobiltelefon eller Ipad. De aha-oplevelser man får, er guld værd, både for mig og mine elever. I tilgift har jeg mødt så skønne med IT-hjælpere, at det er en fryd.

Nu har jeg så været seniorpensionist i 2 år og det er fortsat en glæde. Jeg får overhovedet ikke læst bøger, kommer ikke på kunstudstillinger, besøger ikke familie langt væk, har “kun” været ude at rejse x 2 til udlandet (selvfølgelig også grundet corona), er stoppet som sekretær/webmaster for Poul Esting, samt stoppet i Studiekredsen.

I dag nyder jeg at sige nej til det som jeg måske før i tiden ville ha sagt ja til, min ugentlige smertetryg yoga, være frivillig samt passe mors airbnb business. Jeg slapper af, ser en masse tv-serier/film (uden at have dårlig samvittighed), glæder mig til at få en af de sidste titler i mit liv: Mormor.