bemærkning kan følge én altid. Kender du det? Hvis en person, har sagt et eller andet til dig, som bare ramte lige så hårdt som en ørefigen, så hænger den der. Hele livet – det er for dumt.
Har ellers forsøgt at opdrage ungerne med, at man ikke skal bære nag. Man går bare rundt med en “sort kugle” i maven, som vokser sig større og større. Det gør ondt, og det skulle ikke være sundt i længden.
Men hvis bemærkningen er så forkert placeret, at man føler det som blev sagt, var totalt uberettiget, så bliver det husket.
Der findes en gruppe på facebook: Jeg bærer ikke nag, men husker bare rigtig godt. Måske man skulle blive medlem.
Måske skulle man hellere være ærlig og så konfrontere vedkommende med det, der er blevet sagt, samt fortælle, hvor ondt det gjorde og stadigvæk gør ?
Tine – du har helt ret.
Du kan tro, at jeg kender det … og jeg har spekuleret meget over, hvad der dog får nogle mennesker til at diske op med den slags perfiditeter …
– og heri ligger nemlig hele svaret, gik det så op for mig for et stykke tid siden: man kan jo netop aldrig selv komme i tanke om at såre/nedgøre andre på dén måde – og fatter derfor ikke, at andre kan være så nedrige. Deri ligger den simple grund til, at det gør så ondt. Hvis man selv gjorde det den anden vej rundt – ville det overhovedet ikke ramme på samme måde, for det er bare en del af vedkommendes verdensbillede – og jo altså overhovedet ikke af dit … Det er, i al sin enkelthed, den firkantede klods du prøver at presse ind i det runde hul. Baggrund og formål kan du bare ikke forstå – uden de runde klodser, der passer … Derfor tror jeg heller ikke rigtigt på at konfrontation hjælper – (medmindre bemærkningen er faldet i tanekløshed – det er jo faktisk også tilfældet nogle gange, men det ved du så også godt – for så er det hele ukarakteristisk for vedkommende …)
Et cetera – det behøver ikke altid være en perfiditet – men bare et dumt ordvalg som slår forkert.
Måske er det bare en selv der hører det (pga. dårligt humør el. hva ved jeg) – andre slår det måske hen, og siger: Det var da ingenting.
Men tusind tak for dejlige ord, som forhåbentlig mange bliver glade for.
Jeg tænker på, at de mennesker, der kan finde på at nedgøre og såre andre, ofte selv har det skidt. Det er måske en form for overlevelse eller selvhævdelse, der ligger til grund for de rigtig grove tilfælde.
Knus 🙂
Uhhhhh Nina – ved da at jeg ikke kan sige mig helt fri for, at være alt for bramfri nogengange. Så jeg har det skidt 😉
Nejjjj, du har helt ret. Tak for knus og ord.
Sister…Ja, det kender jeg også godt. Og nogle mennesker er i årenes løb blevet HELT fravalgt på den konto.
Men jeg mener nu også at man (JEG) skal blive bedre til at lægge den slags væk igen. Det er ikke altid sundt at have en hukommelse som en elefant 🙂
Håber DU kan lægge dumme bemærkninger bag dig, trække på skuldrene og være ligeglad 😉
Annette – det kan jeg godt forstå, og det er flot at kunne gøre det.
Det er jo det, vi skal blive bedre til at lægge det væk, glemme osv. osv. Men det er svært, hvis uretfærdigheden banker i nakken.
Det var/er nu ikke mig lige pt. 😀
Hvor ofte er de uheldige bemærkninger ikke bare en frisk-fyr-agtig dårlig joke, der er misforstået, fordi man var i et uheldigt hjørne?
En gammel, meget sød og omsorgsfuld veninde betroede mig her for nyligt, at hun var bange for, at hendes ret stærke smerte-medicin kunne have indflydelse på hendes måde at være på, hvilket jeg måtte indrømme, jeg selv havde erfaring med, i mit tilfælde dog beta-blokkere.
Hun var i en samtale kommet til at sige et par sandheder til en veninde; da hun et stykke tid efter ville reparere på det, og spurgte:” Kan du huske, jeg kom vist til at såre dig med en bemærkning for nylig?” “Jo, det kan du tro, jeg kan!” “Ja, jeg ville bare sige, at jeg mente hvert et ord!”
“Ja, da røg jeg jo fra asken i ilden,”sagde hun så til mig.
Som klasselærer har man jo også mange års erfaring med udredning af påståede og reelle grovheder, hele viften, efterhånden ser man så også de “medicinske” tilfælde.
Jeg brugte mange af klassens timer til at lære ungerne at tage tingene med et gran salt, og veje den slags oplevelser op mod, hvor vigtig personen var for én. Så kunne man bedre overveje en strategi for, hvordan man kunne få sagen på rette spor.
Det er jo lige det AagePK – det kommer an på ens humør i øjeblikket, som er alt af gørende.
Tak for dine dejlige ord og den med at mene, hvert et ord 😀
DET kender jeg.
Da jeg var ung, havde jeg en familie (det har jeg sådan set stadigvæk), som var hurtige til at fortælle: “Sikke en røv du har”… dengang var jeg slank og smuk, men jeg fik et stort kompleks … nu har jeg en ordenligt r… men er i princippet ligeglad med deres mening. Når de (læs min storebror) siger til min datter, at hun har en stor røv – så bliver jeg rasende og siger det… men det sidder inden i mig – og jeg tror aldrig de ord fra min ungdom forsvinder.
Helle – det var lige sådan noget, som jeg lå og tænkte på i morges, deraf dagens lillebitte tankegang.
Det er så dumt, og det rammer så hårdt, uden at vedkommende egentlig ved det.
Der er dumme bemærkninger som man straks glemmer. Der er dumme bemærkninger som man griner af – nogen gange højt og længe. Der er dumme bemærkninger som man bliver fornærmede over. Der er dumme bemærkninger som man aldrig glemmer.
Det kommer an på hvem der siger det, hvor det bliver sagt, hvordan det bliver sagt og hvilket humør man er i…… der er så mange faktorer, at man ikke kan lave regler om det.
Alligevel vil jeg gerne lave et par stykker; man skal helst ikke være for sart. Men hvis der er en dum bemærkning som nager, så skal man snakke lidt med afsenderen. 95% mente ikke noget ondt eller noget grimt. 😀
Dog skal man også huske, at man selv kan fornærme “afsender” hvis man overfortolker en ligegyldig kommentar.
Jens – hvor er det godt. Tusind tak for kloge ord 😀
Jeg bærer ikke nag, men jeg kan jo ikke hjelpe for at jeg ikke glemmer, eller for at noe fortsetter å gjøre vondt. Det er to vidt forskjellige ting. Derfor må jeg også selv passe på at jeg ikke sier noe som treffer andre for hardt. Når det først er sagt, blir det aldri glemt. Nettopp bestilte jeg meg en genser med mitt livsmotto på:
Etterpå er alt for sent.
Sånn er det bare.
Hege – skønt med sådan en genser – og tusind tak for skønne ord.
Kære Sister
Jens har simpelthen skrevet præcis sådan som jeg også tænker, så jeg vil ikke gentage, og kunne heller ikke formulere det så fint, selv om jeg gerne ville..
Rigtig god weekend til jer dernede sydpå.
Han er god ham Jens.
Og jeg er sikker på du – Inge – gerne må gentage hans ord . . . .
Stort i lige måde.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født udenfor ægteskab og de første 13 måneder af min levetid, havde jeg min mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste til vielsen. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg min far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien" fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret mit valg, og derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.
Denne side er sammensat med WordPress, Design: Catarina.
Alle tekster og billeder på dette site, er beskyttet i henhold til ophavsloven.
© Sister Bonde 2024 All Rights Reserved.