Ikke sjovt
Bonde | søndag d. 19. februar 2012 kl. 11:52
at opleve ens datter blive akut opereret, og derefter indlagt på en afdeling på et hospital, og man selv arbejder på samme slags afdeling på et andet hospital.
Når det så ikke lige var det, som lægerne have håbet på at finde, svarende til det smertehelvede barnet befandt sig i, så må man videre med div. undersøgelser, som evt. kan udmunde i en diagnose, som jeg skriver om til dagligt. Godt nok er det når sygdommen er “in worst case”, men alligevel med ordet kronisk involveret.
Hvorfor er det så lige, at man ikke bare kan slappe af, og vente på, at én eller anden sygdom/diagnose, bliver bekræftet eller afkræftet, når undersøgelserne (efter flere uger) er afsluttet. Hvorfor ser man det sorteste af det sorte og ikke et håb i stedet. Hvorfor?
Fotograf: Jens
Tror man kan kalde det: arbejdsskadet.
Sender gode ønsker i din retning om at det ikke er så slemt, som vi mødre for det meste. Knus og tanker herfra til dig og dine
Tak søde Søs og lad os håbe det. Knuzzzz retur.
Glemte tror – men det gættede du nok….knuzzzz
også gode tanker herfra Sister…og ja, nogen gange er det skidt at vide noget…for så løber tankerne ekstra stærkt.
Tak Anne – det er dælme ikke sjovt at vide for meget, altså 🙁
Et kaempe knus til (((((((((dig))))))))) og POEJ POEJ!
Altså Tina – føler at jeg kun skriver, og når jeg skriver, for at få dejlige knus af dig 🙂 Men det er nu ikke kun derfor. Er fuld af frustrationer 🙁
Sender straks mine varmeste tanker fra en mor til den anden – sådan er det vist bare at være mor.
Kram, knus og kys 🙂
Tak søde moar – og nemmerlig og lige over.
Åh, ens børn skal bare ikke være syge. Og det er da slet ikke rart, at kunne forestille sig en hel masse, som forhåbentlig aldrig bliver aktuelt.
De bedste ønsker for din datter. Jeg håber, I snart får en vished for, at det ikke er alvorligt.
Rigtig mange tak Eva – vi håber også snart, at vi får vished, men der går desværre laaaaang tid endnu 🙁
Det værste er altid det man frygter og når man som du er ind ei terminologien så er de formodentligt meget værre…håber det ikke er så galt som du frygter og god bedring med datteren! De varmeste tanker herfra!
Uhhhhh, hvor har du ret Kirsten og 1.000 tak for varme tanker 🙂
Har vi mennesker ikke bare en tendens til altid at frygte det værste samt håbe på det bedste ?
Og får frygten ikke alt for tit lov til at tage overhånd ?
Et stort varmt knus med håb om, at det kun er gode nyheder I får, når I en gang får vished.
Når man arbejder så tæt på de diagnoser, som er nævnt, så frygter man det værste. Men lad os da for dælen håbe det bedste. Tak for varmt knus Tine 🙂
Det er aldrig sjovt at vente på en diagnose – ventetiden frem til at få ting be-/afkræftet kan være lang og fyldt med tanker. Det er aldrig sjovt når ting er kroniske. MEN…. velbehandlet kan man sagtens opretholde et liv på stort set lige fod som alle andre. – lyder det fra én som lige nu går og venter på at få be-/afkræftet kronisk diagnose nr. 4. Og afsluttet med et ordentlig kram skudt afsted til dig og familien. <3
Sødeste bibotøs – nr. 4 – det er simpelthen for meget. Jeg er – som din MOAR nr. 2 – på dine skuldre, som en KÆMPEstor beskytter og skytsengel. Bare at du ved det.
Herfra sendes kæmpeknus retur og vi venter i spænding. Datteren har været til MR-skanning i dag og om små 14 dage, venter der en skopi. Godt at vi bor i et land, hvor der bliver taget godt hånd om os – trods alt.
Tut
Jeg tænker så meget på jer – også om natten i de vågne timer.
Nåååååå Helle – det må du altså ikke gøre. Man skal have sin skønhedssøvn 🙂 og 1.000 tak
Sister, vi venter det værste, fordi vi elsker og er bange, tror jeg. Og fordi vi så tror, at vi er forberedte – så kan det ikke blive værre-agtigt.
Jeg sender de bedste ønsker og varmeste tanker til jer alle, og jeg håber på det bedste, for det er nok det bedste, jeg kan gøre 🙂
Søde Nina – tak for kloge moderlige ord samt tanker. Dejligt
Nina er inde på noget af det rigtige: Ved at vente det værste føler vi, at vi har forberedt os (selv om erfaringen siger os, at det kan vi nok ikke alligevel). Det er en form for overlevelsesstrategi, tror jeg. Vente det værste, og håbe det bedste. Og det vil du, og jeg, og de fleste andre gøre. Selv om det føles uudholdeligt. Så bliver vi jo heller ikke skuffede, dumt udtryk: men du ved, hvad jeg mener. Og der er stor chance for, at lettelsen bliver så meget større.
Min mormor sagde, på sit smukke plattysk: Delt sorg er halv sorg, delt glæde er dobbelt glæde. Jeg håber for dig og dine, at det, at du deler dine følelser med os hjælper, bare en lille smule.
De bedste ønsker, og stort kram, fra mig.
Stort kram retur Aage – og tak for vidunderlige ord 🙂
Jeg glemte jo helt at rose dig for det meget smukke billede: der har du virkeligt fanget noget! Værd at køre ind til siden for.Var det mandag i sidste uge? Da havde vi nemlig et sådant vejr, og jeg fik også taget nogle gode silhouette-billeder; men vi har ikke den slags broer lige her! 😉
Jamen stor tak Aage – og som der står under billedet, så er det Jens der er mesterfotografen, så jeg vil med glæde overbringe rosen til ham 😀
Tanken var at det skulle symbolisere, at: Det går nok over
Alt er sagt. Det er altid det man frygter mest, at ens børn bliver syge. Når det rammer en selv, ja så toner man ned, beroliger alle andre. Ja vi har heldigvis et hospitals væsen, som vi alle kan benytte. De bedste tanker her fra. Anne
1.000 tak Anne for fine/rigtige ord.
Kæreste Inger, jeg har slet ikke opdaget, at du havde skrevet her. Jeg håber I snart får klarhed, og jeg sender helende tanker og masser af knus. Vores børn skal have det godt, basta!
Søde, skønne Lene – vi har fået klarhed i dag 😀 og der er dømt “kronisk sygdomsfrit område” – så vi er bare SÅ glade.
Tak for knus og mange retur.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født uden for ægteskab og de første 13 måneder af min levetid, havde jeg min mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste til vielsen. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg min far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien" fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret mit valg, og derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.
Denne side er sammensat med WordPress, Design: Catarina.
Alle tekster og billeder på dette site, er beskyttet i henhold til ophavsloven.
© Sister Bonde 2022 All Rights Reserved.