og kom igen, hurtigst muligt, hvis det er muligt.
Nu er der gået lidt over 3 uger, siden jeg fik det rigtig elendigt på job. Høj puls, angstanfald, opkastningsfornemmelser, grådlabil osv. osv. osv. I et stykke tid, har jeg godt kunne fornemme en forandring i kroppen, som var mig totalt ukendt, slået det hen og bare tænkt det går over, som så meget andet. Men bekymrede lægeblikke så på mig (abejder på hospital), når jeg nævnte mine symptomer, og gjorde mig ikke “bange” nok. En formiddag fik jeg det bare så dårligt, at det resulterede i akut ekg (hvordan har hjertet det), og hjem med dig og bliv væk, til du har det godt.
Min egen læge støttede sine kollegaer i, at nu var det nok, og med meget løftet pegefinger: TA DEN MED RO, slap af og tænk KUN på dig selv. Efter en uge hjemme, atter en tur til lægen, for at spørge: hvordan har jeg det? Hun beordrede mig til at blive væk fra job på ubestemt tid. Men hvad får man ud af det, andet end at blive endnu mere frustreret over, at ens kollegaer også går ned med flaget, pga. alt for meget arbejde og for få hænder til at udføre det.
Åbner arbejdsmailen på en helligdag, bare lige for at lure, og ser at lederen har skrevet til alle kollegaerne: vi håber Inger er rask fra på mandag og at hun dermed starter på “ny afd.”, for vi skal passe på hende.
Måske lederen skulle have ringet og spurgt til, hvordan jeg havde det og om det var en ide, at flytte mig et andet sted hen? Jeg ringede til hende, trods det at hun havde fri, og sagde jeg valgte at gå imod lægens ordre og se positivt på flytningen og glædede mig til at starte.
Hmmmmmmmmm – for jeg var så glad for at være det andet sted. Tryghed, kunne det jeg skulle, utroligt dejligt personale, men ALT for meget arbejde til en person.
Startede på nyt afsnit, nye mennesker, nye arbejdsgange og 1 mill. journaler liggende i bunker, stående på hylder, i kasser som skal skrives. Totalt afstressende. Det går nu meget godt til trods. Husker at slappe af – på fridage og i weekenden og glæder mig til sommerferien 
Puha Inger, det er hårdt, når journalstakkene vokser op over ørerne. Er du stadig alene om arbejdet? Min søster har arbejdet som lægesekretær i over 25 år, og jeg undrer mig sommetider over at hun kan holde til det, for der er alt for få til at gøre arbejdet.
God 2. pinsedag til dig, håber du får slappet af. Knus
Ikke alene Lene 🙂 Det er nok det der hjælper på det, vi er flere om, at skulle knokle mere. Det hjælper.
Din søster er gjort at et stof, som ligner hendes søsters 😉 Derfor.
I lige måde god fortsat 2. Pinsedag til dig og dine. Kæmpeknus retur
Ja, det er utroligt, som vi indenfor sundhedsvæsenet ta’r hånd om og passer på hinanden……
Pas på dig selv 🙂
I den grad Jette 😉 – hyggeligt, at du fortsat er med her – og du passer også på.
Den er så absolut ikke nem: tænk kun på dig selv!
For det er det jo ikke gjort med: hvis vi kun tænkte på os selv, ville du og jeg jo ikke være os, Sådan nogen som dig og mig er jo kun noget, når vi kan være noget for andre, sammen med andre. Har jeg ret? Ellers får jeg det nok! 😉
Og det kan heller ikke nytte at sende os hjem på sofaen og slappe af, for så ligger vi og tænker, til vi har mavesår.
Men den rette blanding af aktivitet og interaktion med andre kan flytte bjerge af journaler/whatever.Og det burde man lære dem, der gerne vil være ledere( og ikke bare ledere end de andre! 😉 )
Men du kan klare det, hvis du bare lige vil huske, at man kan tømme et hav, ved at drikke det dråbe for dråbe, og man kan æde en elefant, hvis man spiser den i små mundfulde. Så tag det lidt roligere, og lad være med at piske dig selv, ok?
Al mulig held og lykke!
Hvor er det rigtigt Aage, og du får ret, selvom det normalt kun er mig der altid har ret 😉
Gode ord, som andre forhåbentlig også kan få glæde af. 1.000 tak.
For pokker kan du så se at passe på dig selv! Blev helt svedt over at læse med her – husk på det er ” kun ” et arbejde og statuer af medarbejdere der er faldet om er totalt umoderne. Så lov mig nu at passe godt på dig! Knus fra vest
Åhhhhh Søs – du er den sødeste 😉 Skal nok forsøge at undgå at blive en statue 😀
Knuser retur fra Sydøst
Inger, du får lige et ordentligt klem her fra den lysegrønne! Bare sådan … KNUS!
Irene, du får lige et ordentligt klem retur fra Danmark! Bare fordi – KRAM og tak du skønne kvinde.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født uden for ægteskab og, havde i de første 13 måneder af min levetid, mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien", fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret, derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.
Denne side er sammensat med WordPress, Design: Catarina.
Alle tekster og billeder på dette site, er beskyttet i henhold til ophavsloven.
© Sister Bonde 2020 All Rights Reserved.