Det er ondt
Bonde | torsdag d. 29. august 2013 kl. 16:16
jeg ved det godt, men billedet har bare grebet mig totalt, ligget og ventet og ventet på det rette øjeblik, til at fortælle jer trofaste læsere, at der er nogle, der ikke har det så godt som os.
Fotograf Brent Stirton har grebet mig totalt. Hans billeder går lige ind og bliver liggende til eftertanke.
Om kvinden på billedet står der: Maria, a drug addict and sex worker, in between clients in a room she rents in Kryvyi Rig, Ukraine. Maria injects drugs on a daily basis and sees many men every week but claims she remains HIV negative. She says she need the money to support herself, her drug habit and her nine-year-old daughter.
Hendes øjne – jamen altså.
Klik på Maria og se andre af Brent Stirtons billeder.
For nylig var der en ung kvinde på tv. Hun fortalte, at hun i hele sit liv via skole, gymnasium osv havde forsøgt at forberede sig på at få sin uddannelse, så hun kunne blive klar “til livet”. Så gik noget i stå, men hun kom da ind på forfatterskolen, og nu kunne hun se, at man ikke skal forberede sig på det liv, der kommer “en gang, når man er uddannet”.
Først havde jeg ondt af hende, men så tænkte jeg: hun nåede det da, at opdage, at livet er altså her og nu, mens hun endnu var ung.
Og så ser man hendes øjne. Som næsten siger, at for hende er livet måske allerede slut. Selv om der er et lille håb: måske kan hendes datter kalde hende til live igen?
Jeg har altid levet livet efterhånden, som det dukkede op. Alene det at udforske livet, mens det blev levet. At studere, tage jobs for at klare sig, se hvor langt man kunne nå for ingen ting, og alligevel klare de opgaver, der førte en videre, så ingen skulle kalde en skvat. Selv om man var alene i verden.
Alligevel kan jeg ikke bare afskrive hende: hvem ved, hvad hun har gået igennem? Gå en mil i hendes sko, før du dømmer hende, siger et indiansk ordsprog.
Desværre har jeg ikke styrken til at opsøge hende, og hjælpe hende; derfor vil jeg end ikke prøve at se på Brents billeder; jeg er nødt til at koncentrere mig om det, jeg har kræfter til, såsom at give mine tomme flasker til Red Barnet, give til Røde Kors, når de banker på, og sende et beløb til SOS børnelandsbyerne ved lejlighed. Og så støtte de mennesker, jeg møder.
1.000 tak for ord AagePK, og hvor er det rigtigt det med styrken, eller vi kan jo ikke favne alle, selvom vi gerne vil.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født udenfor ægteskab og de første 13 måneder af min levetid, havde jeg min mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste til vielsen. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg min far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien" fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret mit valg, og derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.