Hmmmmmmmm, mon ikke der er skrevet ENORMT meget om det at have kollegaer og at være kollega? Jeg tror det og kan jeg tilføje noget nyt – NÆPPE.
Men jeg greb mig selv i at tænke, her forleden morgen, at jeg faktisk glædede mig til at komme på arbejde. Der måtte lige sættes en total efterrationalisering i gang, for hvad var det lige for en sjælden tanke, der kom snigende? Jeg tror da aldrig nogensinde, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde. Jeg har glædet mig til at holde weekend, ferie og ønsket en lille forkølelse i ny og næ. Men glædet mig til at tage på arbejde – ALDRIG. Det var noget, der skulle overståes, noget man kunne se en bonus i, ved at der den sidste dag i måneden, indgik et “fremmødegodtgørelsesbeløb” på bankkontoen.
Men kan man glæde sig til at holde fri, hvis man ikke har noget at holde fri fra? Næppe.
Vi tvinges til at være sammen med nogle mennesker i rigtig mange timer i løbet af en uge. Mange flere timer end vi er sammen med venner, dem vi elsker og er i familie med.
Men kollegaer, dem har du bare af at indordne dig under, eller de efter dig og dine sære luner. Det lykkedes ofte og andre gange går det grueligt galt, og så er jeg den der er smuttet. Jeg gider/orker ikke lange personalesamtaler, hvorfor dit og hvorfor dat. Det er ikke mig. Det er heller ikke mig, at se kollegaerne i fritiden. Den er hellig. Jeg vil have den for mig selv sammen med dem som jeg selv har valgt. Det der med at “skal vi ikke snart ud og spise” og “kommer I ikke hjem til mig på fredag” eller “skal vi ikke snart i biografen” – GU vil jeg ej. Jeg vil ikke. Har nok af mine kollegaer i de timer jeg er på arbejde. Fritiden er min. Basta.
Men de kollegaer, som jeg har nu, er dagens vitaminpille. Jeg har kun valgt de 2 af dem ved ansættelsessamtaler. De andre 2 må jeg leve med (blink, blink, blink). Men forf….. – må ikke bande for min mor – hvor er det bare et godt team. Vi griner, trøster, støtter, bakker op, rådgiver, hjælper hinanden. Og det er godt.
Det må være grunden til, at jeg for første gang i mit lange liv, glæder mig til at komme på arbejde, eller én af dem.
Det lyder surt, at du aldrig før har glædet dig til at komme på arbejde 🙁 Jeg har stort set altid elsket at komme på arbejde – alle de steder jeg har arbejdet i tidens løb 🙂
Skønt og dejligt at du endelig har fundet de kolleger, som gør dit arbejdsliv attraktivt 🙂
Ikke surt Helle – det er bare fakta. Godt vi er så forskellige, for ellers blev det da enormt kedeligt på landets arbejdspladser. Modsætninger mødes og sød musik opstår – ik?
Attraktivt – hmmmmmm – store ord, men det er meget underligt og nyt, at jeg kunne tænke den tanke, at jeg ligefrem glædede mig til at komme på arbejde. Det må hellere ophøre straks, ellers får de bare skøre idéer – altså kollegaerne 😉
Der er rigtig mange der har det som du har haft det Inger. Jeg har selv haft det på flere steder.
I dag har jeg også et sted, hvor hyggen med kollegaerne er okay af og til, dog ikke ofte.
Det at matche med alle, er ikke altid muligt. Arbejdspladser har ikke lige mange ansatte.
For mig har det været de små virksomheder, der har matchet mig bedst, straks der er mange ansatte, har jeg bare arbejdet for at få lønnen.
Det glæder mig du nu har fået en oplevelse af, Yes jeg skal på arbejde. Jeg har det så godt når jeg har det sådan.
Dejligt at læse, at jeg ikke er ene om den holdning. For dælen da, hvis man ku, så ville jeg nyde at holde fri konstant. Sikke mange bøger der skulle læses, film der skulle ses, øer i Danmark skulle besøges, kunst skulle nydes osv. osv. osv. Når man kun har sin ferie og weekender, er der ofte så meget andet man skal.
Jeg glæder mig til at blive pensionist, de har SÅ travlt 🙂
Jeg så fornyligt en udsendelse, hvor en ung kvindelig forfatter beskrev hendes liv til da, hvor hun havde haft den opfattelse, at det gjaldt om at forberede sig til livet, ved at uddanne sig og meget andet; pludseligt var det gået op for hende, at på den måde ville hun jo komme til at spilde sådan cirka en tredjedel af sit liv, med at være barn, gå i vuggestue, i børnehave, skole, gymnasium, universitet, og så? For efter en karriere at blive pensionist, og så var livet forbi.(Hvis du nu får Raquel Rastenni i ørerne med “Her kommer Mutter med kost og spand”, så er der nok en sammenhæng: hun kom også for sent til livet!)
Jeg tror faktisk, at Raquel vaccinerede mig, udover at vi dengang jo også sagde:”I dag er den første dag i resten af dit liv”. Bortset fra den sidste del af mit arbejdsliv, hvor en klaptorsk af en arbejdsleder/kollega! fik nedbrudt mine barrierer og sendte mig på “kvalificeret sygepension”, har jeg stort set startet dagen med spændt forventning, og sluttet dagen med en godnat-øl/whisky og en gennemgang af dagens begivenheder: lærte du noget i dag, eller var den spildt? Det var den yderst sjælden! De første 16 år som lærer havde jeg 3: TRE! sygedage!
Prøv at se Dan Pinks lille foredrag, med illustrativ tegnefilm: http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc , det er min yndlingsvideo.
I dag er stadig den første dag af mit liv. Vi blev for øvrigt gift 7 minutter over, den niende måned, trettende dag, i 1975, altså: 7-9-13. Godt vi ikke udsatte det til i dag! 🙂
Åhnej, ikke hendes liv, SIT liv, for pokker da!
Så er den dag reddet! 🙂
Det går nok Aage om det er hendes eller sit 😀 Dejligt at selv du kan fejle – thihi.
Tak for gode ord – som altid – spildt el. ej 😀
Hører foredraget en anden dag – lover det.
Kommentar RSS
Skriv en kommentar
Læs kommentarene!
Administration
Tilbageblik
Emner
Om mig
Hvorfor Sister Bonde som navn på en blog?
Jeg er født udenfor ægteskab og de første 13 måneder af min levetid, havde jeg min mors efternavn. Mine forældre blev gift og jeg var med som den eneste til vielsen. Her fik jeg fars efternavn.
Knap 2 år efter, kom den første lillebror til verden, han fik fars mellemnavn Bonde. Der gik yderligere 2 år, så kom den næste lillebror, han fik Bonde som mellemnavn.
Da jeg var 19, kom sidste lillebror til verden (fortsat de samme forældre), han fik Bonde som mellemnavn.
Da det blev gratis, at skifte/få andet navn, spurgte jeg min far, om det var ok jeg tog Bonde som mellemnavn. Det var det, men ikke fra brødrenes side: "Det hører kun til den mandlige del af familien" fremturede de.
Efterhånden tror jeg de har accepteret mit valg, og derfor blev det til Søster Bonde (sister - da det er bedre på div. sider med i i stedet for ø), og det er jeg stolt af.
Er en årgang 1956 og gift med Jens som jeg har Stefan og Malene sammen med.
Hvor andet ikke er anført, er al tekst og billeder min(e) - og må kun anvendes efter udtrykkelig aftale med mig.
Denne side er sammensat med WordPress, Design: Catarina.
Alle tekster og billeder på dette site, er beskyttet i henhold til ophavsloven.
© Sister Bonde 2024 All Rights Reserved.